Den danske afdeling af NCR Corporations har en gigantisk negativ egenkapital, men er langsomt ved at rette skuden op.
Det fremgår af NCR Danmarks seneste regnskab.
NCR producerer digitale selvbetjeningsløsninger, som primært retter sig mod den finansielle sektor, og i 2009 leverede virksomheden et overskud på 4,7 millioner kroner.
Det er en forbedring på knap 2,2 millioner kroner i forhold til 2008, hvor virksomheden kom ud med et overskud på 2,5 millioner kroner.
De seneste fem år har NCR Danmark haft sorte tal på bundlinjen, men langsigtede gældsforpligtelser på 117 millioner danske kroner betyder, at virksomheden har en negativ egenkapital på intet mindre end 97,2 millioner kroner.
Tynget af skuffende fortid
Af regnskabets ledelsesmæssige beretning fremgår det, at den negative egenkapital skyldes "regnskabsmæssigt skuffende resultater fra før 2005".
Det fremgår desuden af den ledelsesmæssige beretning, at det amerikanske moderselskab garanterer for driften af NCR Danmark i minimum yderligere 12 måneder.
På trods af at NCR Danmark har øget sit overskud i 2009, så er omsætningen faldet fra 172 millioner i 2008 til 157 millioner i 2009.
Den danske afdeling af NCR har 92 ansatte, og på internationalt plan beskæftiger NCR 22.000 medarbejdere fordelt på 130 lande.
Computerworld har forsøgt at få en kommentar fra NCR Danmarks administrerende direktør Ricky Jürgens, men han ønsker ikke at udtale sig.
"Jeg har ikke lov til at udtale mig om de ting, der ligger i regnskabet. Sådan er NCR's globale politik på området," siger han.