Fremtidens IT-leder 2010 hedder Andreas Graae.
I skarp konkurrence med 21 andre kandidater blev det den 32-årige medstifter af Zmag, der tirsdag aften løb med titlen Fremtidens IT-leder og det medfølgende stipendium til DTU's eMBA - Master in Management of Technology (MMT) til en værdi af 250.000 kroner.
Det skete i DTU's lokaler i Lyngby, hvor de nominerede til prisen var samlet til overrækkelsen.
Teknisk direktør
Andreas Graae har en matematisk baggrund og er uddannet software- og civilingeniør.
Sammen med to medstuderende stiftede han som teknisk direktør i 2006 Zmag, hvor han fik titlen teknisk direktør og ansvar for 30 mennesker.
Zmag har nu 60 ansatte og er blevet en international virksomhed med kontorer i København, London og Boston.
"Der er en lang række ting, der skal være opfyldt, før man kan løbe med titlen. Kandidaten skal have kendskab til væsentlige teknologier og deres forretningsmæssige potentiale. Personen skal have et globalt udsyn, have identificeret forretningsmuligheder og ledt andre i udviklingsforløb. Sidst men ikke mindst skal Fremtidens it-leder kunne kommunikere, engagere og eksekvere," siger Line Ørskov, chefredaktør på Computerworld og jurymedlem.
Med i årets jury sad også Mads Christoffersen, MMT Program Director, Peter Schleidt, It-direktør i Danske Bank, Brit Kannegaard Johannessen, Corporate Vice President, NNIT og Karin Skjødt Hindkjær, HR- og kommunikationsdirektør i KMD.
Drevet det vidt
"I en alder af 32 år har Andreas drevet det vidt både i forhold til forretningsresultater og i forhold til ledelse. Han besidder iværksættergenet og har demonstreret, at han kan bygge en ny forretning med stærkt afsæt i it. Hans erfaringer inden for det strategiske, forretningsopbygning og det internationale har givet ham en forsmag på den kompleksitet fremtidens it-leder, skal kunne mestre," lød begrundelsen fra en enig jury.
Det er første år Computerworld sammen med DTU uddeler prisen.
Du kan læse mere om Fremtidens it-leder her.