Den danske elektronik-kæde Fona har gennem flere år haft IBM til at stå for driften og systemudviklingen af kædens it-system. Men det er slut nu.
Efter længere tids utilfredshed bliver den amerikanske teknologivirksomhed nu droppet som leverandør.
Fonas mangeårige leverandør, NordData, blev for
knap fire år siden købt af IBM for 370 millioner kroner.
Og lige siden har Fona oplevet en faldende kvalitet af ydelserne, fortæller Jens Fauring, der er it-chef hos Fona.
"Da IBM overtog aktiviteterne i NordData, blev samarbejdet gradvist forringet. Det virkede som om, at overtagelserne af vores aktiviter ikke blev ordentligt forankret i IBM's driftorganisation," siger han.
"Vi har ganske enkelt ikke været tilfredse med ydelserne fra IBM," tilføjer Jens Fauring.
Ifølge Jens Fauring var det årsagen til, at Fona sidste år besluttede at sende it-opgaven i udbud.
Fujitsu løb med sejren
Udbuddet blev vundet af Fujitsu, mens IBM valgte ikke at byde ind på opgaven.
Fonas it-chef vil ikke uddybe nærmere, hvad Fona har været utilfreds med. Men oplyser, at systemets svartider er blevet væsentligt forbedret efter skiftet til Fujitsu.
"Fujitsu var ikke bare den udbyder, der havde det mest pris-gunstige tilbud. Buddet var også kendetegnet ved, at Fujitsu udviste en overbevisende vilje til at tilpasse sig vores virksomhed. I modsætning til IBM har de ikke leveret en one-size-fits-all løsning," siger Jens Fauring.
Han forklarer, at en detailvirksomhed som Fona ofte har brug for særlige løsninger.
Eksempelvis har Fujitsu netop været med til at implementere en løsning, der betyder, at Fona kan sælge gavekort til Apples musikbutik iTunes Store. Løsningen kræver blandt andet, at gavekortet skal aktiveres til brug iTunes Store i forbindelsen med betalingen.
Det er ifølge Jens Fauring en ganske kompliceret løsning, der involverer mange parter, og den blev udviklet på kort tid.
IBM ønsker ikke at kommentere på den konkrete sag, men i en e-mail til Computerworld skriver virksomhedens pressechef, Carsten Grønning:
"Det er altid beklageligt, når kunder foretrækker en anden leverandør, men det er et marked præget af hård konkurrence, så sådan er vilkårene - vi kan ikke vinde hver gang. Det samme gælder for vores kolleger i branchen"
Flere utilfredse kunder
Det er ikke første gang, at kunderne smækker med døren hos IBM.
Tilbage i 2008 fortalte Berlingse Business, at flere store kunder, herunder Sonofon og transportvirksomheden DSV, flygtede fra IBM.
DSV sagde farvel til både IBM og Accenture og insourcede i stedet it-driften. I den forbindelse udtrykte DSV's direktør Kurt Larsen sin utilfredshed i pressen.
"Vi fik ikke de professionelle løsninger fra vore leverandører, IBM og Accenture, som vi havde håbet på. Der har ikke rigtigt været værdi for pengene," sagde DSV-direktøren til Berlingske Business.