Artikel top billede

Leder: Indsigt giver udsyn hos Årets CIO

Computerworld mener: Det har aldrig været vigtigere at give anerkendelse til de modige og innovative it-ledere for at være stærke rollemodeller.

Mandag aften i smukke omgivelser på Nationalmuseet i København kårede en enig jury Michael Moesgaard fra Dong Energy til Årets CIO.

Det er femte år, at prisen som Årets CIO uddeles, og ser man på udviklingen, står det lysende klart, at det aldrig har været vigtigere end i dag at hylde forbillederne inden for vores fag.

Danmark står over for en global konkurrence, hvis lige ikke er set. Vores konkurrenceevne er faldet, det samme er produktiviteten. Det danske velfærdssamfund er under pres nu og vil blive presset yderligere i fremtiden.

Brugen af it er en helt central komponent til at møde de udfordringer. Som et redskab til effektivisering og ikke mindst som et værktøj til at skabe den vækst og innovation, der skal drive os fremad. I den kontekst er det helt afgørende, at vi som land kan mønstre de mennesker, der forstår at bruge it til netop det.

Michael Moesgaard er et af de mennesker. Det er tredje gang, han er blandt finalisterne, og hans præstationer er i den grad værd at lægge mærke til.

Hos Dong Energy har han blandt andet stået i spidsen for en kompliceret fusion af it-systemer. Det projekt blev iværksat, da Dong, Elsam, E2, Københavns Energi, Frederiksberg Forsyning og Nesa fusionerede.

Den opgave er blevet løst til ug. Ikke bare har Dong Energy nu en standardiseret platform, der understøtter forretningen. Michael Moesgaard kan også prale af at have hentet en trecifret millionbesparelse på it-budgettet.

Hans chef, CFO Carsten Krogsgaard Thomsen, hylder Michael for gennem årene at være vokset i rollen til en yderst kompetent sparringspartner, der forstår at gennemskue komplekse forretningsprocesser. Og netop forretningsforståelsen er også der, hvor Michael Moesgaard selv lægger fokus.

Det er glædeligt, at den forståelse og indsigt, Michael Moesgaard har opnået, nu skal bruges - ikke bare til omfattende effektiviseringer, en naturlig dagsorden, hos langt de fleste CIO'er - men til at stå i spidsen for et projekt, hvis værdi for samfundet strækker sig langt ud i fremtiden.

Lige om hjørnet venter der Michael Moesgaard en opgave med udviklingen af et system til intelligent styring af el-produktionen fra vindmøller.

Danmark er blandt de førende inden for produktion og brug af vindenergi. Miljøfordelene er håndgribelige, og det er et område, som nyder stort fokus som potentiel vækstdriver hos både den nuværende regering og hos oppositionen.

Det er også et voldsomt komplekst område, teknisk, afregningsmæssigt og politisk, og Michael Moesgaard anerkender, at projektet ikke er uden risiko.

"Men det er sikkert, at vi ikke kan tage al denne vind ind uden en ordentlig it-understøttelse, der kan styre flowet. Vi kan ikke lægge mere vind ind i det danske energi-system, uden at vi finder nye veje ved hjælp af it," siger årets vinder i Computerworlds dækning af Årets CIO-konferencen.

Det har aldrig været vigtigere end i dag at give al den anerkendelse, vi kan, til de modige og innovative it-ledere, ikke mindst for at præsentere de kommende generationer af it-chefer for stærke rollemodeller.

Et stort tillykke til Michael Moesgaard for den velfortjente pris som årets CIO. Må mange andre lade sig inspirere og følge i hans fodspor.




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Brother Nordic A/S
Import og engroshandel med kontormaskiner.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
PCI og cloud-sikkerhed: Strategi til beskyttelse af betalingsdata

Er din organisation klar til de nye PCI DSS 4.0-krav? Deltag i vores event og få indsigt i, hvordan du navigerer i compliance-udfordringerne i en cloud-drevet verden.

16. januar 2025 | Læs mere


Strategisk It-sikkerhedsdag 2025, Aarhus: Viden om trusler og tendenser – Beskyt din virksomhed

Gå ikke glip af årets vigtigste begivenhed for it-sikkerhedsprofessionelle! Mød Danmarks førende eksperter, deltag i inspirerende diskussioner og få praktisk erfaring med de nyeste teknologier. Bliv klogere på de seneste trusler og lær, hvordan du bedst beskytter din virksomhed mod cyberangreb. Tilmeld dig nu og vær på forkant med fremtidens cybersikkerhedsudfordringer.

21. januar 2025 | Læs mere


Strategisk It-sikkerhedsdag 2025, København: Viden om trusler og tendenser – Beskyt din virksomhed

Gå ikke glip af årets vigtigste begivenhed for it-sikkerhedsprofessionelle! Mød Danmarks førende eksperter, deltag i inspirerende diskussioner og få praktisk erfaring med de nyeste teknologier. Bliv klogere på de seneste trusler og lær, hvordan du bedst beskytter din virksomhed mod cyberangreb. Tilmeld dig nu og vær på forkant med fremtidens cybersikkerhedsudfordringer.

23. januar 2025 | Læs mere