Artikel top billede

Ib Kunøe køber op i kriseramte Netop Solutions

Storinvestorens holdingselskab har netop præsenteret et pænt overskud. Læs her hvorfor Ib Kunøe samtidig vælger at købe aktier i kriseramte Netop Solutions.

Den danske it-investor Ib Kunøe øger sin ejerandel i den kriseramte børsnoterede danske it-virksomhed Netop Solutions, der tidligere var kendt under navnet Danware.

Det sker, fordi Kunøe tidligere har lånt Netop Solutions 18,6 millioner kroner. En del af det lån har han nu valgt at konvertere til aktier.

Gennem de seneste år har Kunøe skudt mere end 100 millioner kroner ind i Netop Solutions. Men selskabet har gennem længere tid kørt med underskud, og for få måneder siden offentligjorde Netop et underskud for 2009 på 82,5 millioner kroner efter skat.

Ikke interesseret i aktiemajoritet

Kunøes akite-konvertering betyder, at han nu ejer mere end 33,3 procent af selskabet, og derfor er forpligtet til at tilbyde selskabets andre aktionærer at købe deres aktier til kurs 8,40.

I øjeblikket handles aktierne i Netop Solutions til kurs 7,75.

Ib Kunøe oplyser, at han efter konverteringen forventer at komme til at sidde med en ejerdel på lidt under 50 procent, hvis han konverterer hele lånet til aktier.

"Jeg tvivler på, at jeg kommer til at få aktiemajoriteten i Netop Solutions, og det vil også kun være interessant for mig, hvis jeg havde planer om at afnotere selskabet, og det er jeg ikke umiddelbart interesseret i," siger Ib Kunøe.

Men hvorfor køber du op i et selskab, der gennem tiden har tabt så mange penge?

"Netop Solutions har haft et positivt resultat for første kvartal af 2010, og vi forventer at komme ud af året med et overskud på et sted mellem nul og fem millioner kroner. Så jeg ser positivt på fremtiden."

Kæmpe millionoverskud til Kunøe

Fortryder du, at du gennem tiden har investeret så store beløb i Netop Solutions?

"Nej, det gør jeg så sandelig ikke. De seneste tre år har været en hård periode, men jeg føler, at vi efterhånden har taget de rigtige geværgreb," siger Ib Kunøe.

Han mener, at der i tiden efter hans investering i selskabet er sket en række udviklinger på markedet for fjenstyrings-software, som Netop Solutions udvikler, der ikke har været muligt at forudse.

Her henviser han til, at der er kommet en lang række gratis programmer, der tilbyder mange af de samme funktioner. Eksempelvis har Microsoft indbygget en fjernbetjenings-funktion i Windows.

Derfor har Netop Solutions valgt at satse på større kunder, der er interesseret i at betale for at få programmer med mere avancerede funktioner.

Hundredvis af millioner i overskud til Kunøe

Ib Kunøes selskab, Consolidated Holding, blev sidste år ramt af finanskrisen.

Selskabet kom ud af 2008 med et minus på 56 millioner kroner og led desuden voldsomme kurstab på Netop Solutions og en lang række andre virksomheder i Kunøes investeringsportefølje

Men på trods af Netop Solutions' problemer og at det krakkede Kunøe-selskab Mondo gav et tab på 50 millioner kroner, ser fremtiden ud til at tegne betydeligt lysere for den danske it-investor.

Consolidated Holdings har netop præsenteret et overskud på 877 millioner kroner efter skat.

En del af overskuddet skyldes kursgevinster på aktier og finansielle indtægter, oplyser Ib Kunøe.

Udover Netop Solutions har Consolidated Holdings blandt andet store aktieposter i it-virksomhederne Atea og Columbus IT.




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Also A/S
Salg af serviceydelser inden for logistik, finansiering, fragt og levering, helhedsløsninger, digitale tjenester og individuelle it-løsninger.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
BI Excellence Day 2025

Kom og få indsigt i, hvordan du kan arbejde målrettet og struktureret med BI, så din virksomhed bliver i stand til at tage hurtige og datadrevne beslutninger, der understøtter din virksomheds strategi. Netværk og del erfaringer med ligesindede og mød eksperter, der kan give viden om de nyeste tendenser, og hvordan du gør brug af disse uden at gå på kompromis med compliance.

30. april 2025 | Læs mere


Cyber Briefing: Geopolitik og cloud

Private vs. public cloud - hybride løsninger der sikrer kritiske data. Overvejer din organisation at vende de amerikanske cloud-giganter i ryggen set i lyset af den geopolitiske situation? Vi dykker ned i en dugfrisk rapport og diskuterer mulighederne for en "Plan B".

05. maj 2025 | Læs mere


Virksomhedsplatforme i forandring: Hvordan navigerer du i den teknologiske udvikling?

Hvordan finder du balancen mellem cloud- og hybride løsninger? Hvordan integrerer du legacy-applikationer ind i dit nye ERP-setup? Hvordan undgår du at havne i statistikken over store ERP-projekter, der fejler eller overskrider budgetterne?

06. maj 2025 | Læs mere