Det sunde projekt
Med baggrund i prioriteringerne fra forundersøgelsen beskriver kunden, hvilke problemstillinger der skal løses med den kommende organisatoriske og tekniske implementering.
Kunden skal fokusere mere på, hvad der igennem projektet skal opnås og forandres, end på hvordan en endelig løsning skal se ud.
Inden udbudsrunden skal man derfor minutiøst nedfælde sine behov ud fra forundersøgelsens need-/nice-to-have-analyse.
Kravspecifikationerne og udbudsteksten beskriver de problemer, der skal løses, og de effekter, som kunden ønsker at opnå med det nye it-system.
Sygdomstegn
Kunden kan forivre sig og foregribe begivenhedernes gang med at udarbejde skræddersyede løsningsforslag til det kommende it-produkt.
"Når kunden går i gang med sin kravspecifikation, er det ekstremt vigtigt, at man beskriver problemer, muligheder og ønskede effekter frem for at komme med detaljeret design af den ønskede løsning. Kunden har jo ekspertisen i forhold til de faglige problemer, og hvordan forretningen skal drives, mens leverandøren har ekspertisen i at nå frem til passende tekniske løsninger," forklarer Finn Kensing.
Nogle kunder melder ud, at de bare ønsker en afløser til det nuværende system. Men derved kan man forpasse muligheden for at udnytte de kvalitets- og effektiviseringspotentialer, der ligger i teknologien.
Det kan også være fristende at vælge den billigste leverandør uden at undersøge, om leverandøren reelt kan løfte opgaven.
Kur
Med baggrund i forretnings- og it-strategien skal problemstillingerne beskrives i kravspecifikationerne.
Ved udvælgelsen af en udbudsvinder er pris og tidsplan naturligvis vigtige faktorer, men kunden skal selv have tilpas med it-kundskaber (eventuelt med hjælp fra eksterne konsulenter) til at kunne gennemskue, om leverandøren reelt kan levere varen.
Hvis ikke leverandøren stiller med en troværdig løsning på det skitserede projekt, skal kunden kigge videre i bunken af bejlere til projektet.