Artikel top billede

Microsofts Office-dominans under øget pres

Microsoft sidder fortsat tungt på markedet for kontorpakker, men i de kommende år vil konkurrencen kun blive øget. Særlig en virksomhed skal Microsoft frygte.

Ingen over og ingen ved siden af.

Sådan er situationen for Microsofts Office-pakke, når det kommer til markedsandele.

Software-fabrikken har netop lanceret 2010-udgaven af den populære applikations-suite, og ikke nok med, at Microsoft selv har høje forventninger til salget, anmelderne vender også tommelfingeren opad for de mange nye features.

Alligevel vurderer IDC-direktør Per Andersen, at det bliver op ad bakke for Microsoft at fastholde markedsandelene i de kommende år.

"Det er Google, der er konkurrenten i dag, og ikke så meget OpenOffice, der er trådt lidt i baggrunden med diskussionen om skyen. Nu er det strategiske valg ikke længere, om man skal vælge originalvaren eller en klon, men om man skal vælge en onsite-løsning eller en løsning i skyen," siger Per Andersen.

Han vurderer, at Microsoft her i Danmark sidder på mere end 80 procent af markedet for kontorpakker.

Google truer

Den vurdering ligger fint i tråd med analysehuset Forrester, der har estimeret, at 57 procent af virksomhederne i Nordamerika, Europa og Asien anvender Office 2007, og at 80 procent anvender en eller anden version af Office fra Microsoft.

Lægger man alle konkurrenterne sammen - herunder Google og OpenOffice - står de for omkring otte procent af virksomhedsmarkedet, vurderede Forrester i marts sidste år.

Ydermere svarede 78 procent af de adspurgte virksomheder, at de ingen planer havde om at skifte til en anden kontorpakke-leverandør.

Siden 2007-versionen af Office-pakken fra Microsoft kom på markedet, er konkurrencen dog øget markant.

Googles bud på en professionel kontorpakke, Google Apps Premier Edition, er netop fyldt tre år. Web-løsningen tegner til at blive den største trussel mod Microsofts dominans.

Selvom Microsoft med Office 2010 og Office Web Apps forsøger at sætte en stopper for, at Google har patent på cloud-kontorpakkerne, så er det en svær øvelse, man er ude i, mener Per Andersen.

"Jeg tror ikke, at det er så meget et spørgsmål om funktionalitet, som det er et spørgsmål om branding i markedet. Vi har set klassiske tilfælde igennem historien på, at de eksisterende leverandører har forsøgt at komme med nye, tidssvarende produkter, men alligevel er det de nye virksomheder, som er løbet med en stor del af markedet."

"Der er en vis risiko for, at det samme sker nu med Microsoft og Google. Microsoft kan for så vidt levere nogle løsninger, der er mindst lige så gode som Googles, men Google har markedet og brandet med sig. De har skæret af at være den nye virksomhed, som kan det her, og det er den største trussel mod Microsoft," siger Per Andersen fra IDC.

Prisen er den afgørende faktor

Blandt de øvrige konkurrenter til Microsoft Office er den gratis kontorpakke, OpenOffice, der nu er blevet så moden, at den for alvor er begyndt at vinde indpas i det offentlige, og med en pengestærk virksomhed i ryggen i form af Oracle, der har købt Sun, og dermed overtaget open source-kontorpakken, er der udsigt til, at den blivere yderligere forbedret i de kommende år.

Også IBM forsøger at ryste ved Microsofts dominerende position med kontorpakken Symphony, og endelig har Apples voksende popularitet være med til at gøre livet lettere for iWork-kontorpakken, der udelukkende findes til Mac.

Selvom der er forskel på funktionaliteten i de forskellige kontorpakker, vurderer Per Andersen, at it-cheferne ude i virksomhederne først og fremmest har kig på omkostningerne, når de skal vælge kontorpakker fremadrettet.

"Vi har at gøre med en vare, der er så standardiseret, at det virkelig er svært at konkurrere på funktionalitet. Så det er i meget høj grad pris-spørgsmålet, vi snakker om - hvad koster det?" siger Per Andersen med henvisning til, at blandt andet Berlingske-koncernen har valgt Googles produkt frem for Microsofts ud fra blandt andet pris-betragtningen.

"Det handler meget om forretningsmodellen, licens-politikken og omkostningerne - det er det, man skal se på. I de fleste virksomheder vil 80-90 procent af medarbejderne kunne klare sig med en forholdsvis simpel funktionalitet."

Tim Daniel Hansen, seniorkonsulent hos Devoteam Consulting, har tidligere udtalt til Computerworld, at flere større virksomheder i den kommende tid vil begynde at eksperimentere med Googles løsning.

"Der er ingen tvivl om, at økonomien er en kraftig økonomisk driver. Hvis man kun fokuserer på bundlinjen, så er der en kæmpe stor forskel på licensudgifterne på en Microsoft-kontorpakke og så på, hvad det koster for en virksomhed at køre på Google Apps eller de gratis alternativer, der findes derude."

Her er Microsoft stærke kort

Selvom Microsoft har udsigt til at komme under yderligere pres i de kommende år, har virksomheden dog fortsat et godt kort på hånden i og med, at mange virksomheder har så mange Microsoft-produkter i huset, at de integrations-muligheder, man kan opnå med en traditionel Microsoft Office-pakke, er et stærkt argument.

"En af udfordringer med cloud-løsningerne er integrationen til de andre it-systemer i virksomheden, så der vil stadig være en bekymring for, hvordan man skal klarer det," siger Per Andersen.

Samme vurdering har Tim Daniel Hansen fra Devoteam.

"I større enterprise-miljøer kommer cloud-løsningerne endnu til kort. Når man eksempelvis har en sammenhængende it-arkitektur med dokumenthåndterings-systemer og den slags, har du bare ikke mulighed for at skabe de rette integrationer, som tingene er i dag," vurderer Tim Daniel Hansen.

"Jeg tror, at det ligger nogle år ude i fremtiden, før det her er på plads. Når Google nu har funktionaliteten på plads, bliver de nødt til at se på, hvad det er for nogle snitflader og API'er, der skal stilles til rådighed, og sørge for, at alle de leverandører, der kan udnytte snitfladerne, også dyrker denne del af markedet," har han tidligere udtalt til Computerworld.




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Brother Nordic A/S
Import og engroshandel med kontormaskiner.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
PCI og cloud-sikkerhed: Strategi til beskyttelse af betalingsdata

Er din organisation klar til de nye PCI DSS 4.0-krav? Deltag i vores event og få indsigt i, hvordan du navigerer i compliance-udfordringerne i en cloud-drevet verden.

16. januar 2025 | Læs mere


Strategisk It-sikkerhedsdag 2025, Aarhus: Viden om trusler og tendenser – Beskyt din virksomhed

Gå ikke glip af årets vigtigste begivenhed for it-sikkerhedsprofessionelle! Mød Danmarks førende eksperter, deltag i inspirerende diskussioner og få praktisk erfaring med de nyeste teknologier. Bliv klogere på de seneste trusler og lær, hvordan du bedst beskytter din virksomhed mod cyberangreb. Tilmeld dig nu og vær på forkant med fremtidens cybersikkerhedsudfordringer.

21. januar 2025 | Læs mere


Strategisk It-sikkerhedsdag 2025, København: Viden om trusler og tendenser – Beskyt din virksomhed

Gå ikke glip af årets vigtigste begivenhed for it-sikkerhedsprofessionelle! Mød Danmarks førende eksperter, deltag i inspirerende diskussioner og få praktisk erfaring med de nyeste teknologier. Bliv klogere på de seneste trusler og lær, hvordan du bedst beskytter din virksomhed mod cyberangreb. Tilmeld dig nu og vær på forkant med fremtidens cybersikkerhedsudfordringer.

23. januar 2025 | Læs mere