1. januar i år gik Nyborg Kommune i luften med det SAP-baserede økonomisystem KMD Opus.
Ifølge Søren Møllegård, vicekommunaldirektør i Nyborg Kommune og formand for styregruppen vedrørende KMD Opus, blev skiftet foranlediget af KMD.
KMD udfaser gammelt system
"Vi fik at vide, at KMD's hidtidige økonomisystem skulle udfases. Der lå ikke nogen større ideologisk tanke bag det. Vores leverandør meddelte, at det system skulle udfases, og at det ikke ville blive opdateret mere. Det var ikke Nyborg Kommune selv, der initierede skiftet," forklarer Søren Møllegård.
Søren Møllegård oplyser til Computerworld, at KMD Opus erstattede det gamle mainframebaserede KMD ØS.
Nyborg Kommune, der aldrig har haft andre leverandører af økonomisystemer end KMD, vurderede på det tidspunkt, at der var tale om en nødvendig opgradering af et eksisterende system for at kunne overholde ny lovgivning.
Nyborg Kommune mente derfor, at det ikke var nødvendigt at gå i udbud, når det gamle mainframebaserede KMD ØS ville blive erstattet af det SAP-baserede KMD Opus.
En vurdering, som Nyborg Kommune siden har erkendt var forkert.
Hidtidige erfaringer
Nyborg Kommune har haft små fem måneder i drift og ifølge Søren Møllegård fungerer det, selvom der er nogle børnesygdomme.
"Det kan ikke lade sig gøre at lave sådan et stort system, uden at der er nogle ting, der kan blive bedre. Helt grundlæggende kører systemet, som det skal. Vi kan få betalt vores regninger, og vi kan få det registreret på den rigtige måde. Som med alle store systemer er der rigtig mange børnesygdomme. Dels tastefejl, som vi har lavet, dels småproblemer, som der er i systemet. Vi skal have tænkt over nogle arbejdsgange, og KMD tænker over, om nogle områder kan laves smartere," siger Søren Møllegård.
Ikke SAP-strategi
KMD har tidligere fortalt Computerworld om virksomhedens strategi for kommunale systemer. En strategi, der betyder, at fremtidige kommunale it-systemer fra KMD baseres på den SAP-baserede Opus-platform.
Selvom Nyborg Kommune har valgt økonomisystem baseret på KMD Opus, så betyder det ikke, at kommunen automatisk vil vælge KMD Opus til andre systemer.
"Vi har ikke en strategi om, at vi vil være Opus-kommune,
vi har ikke valgt, at vi skal have hele pakken. Vi vil gerne have det bedste og det billigste. Det må vi prøve i nogle udbud. Et af kravene er selvfølgelig, at systemerne skal kunne spille sammen med økonomisystemet. Man kan næsten ikke forestille sig et andet system uden at det skal have en snitflade til økonomisystemet," siger Søren Møllegård.
KMD Opus tilbyder integration i form af web-services, hvilket skulle gøre det enkelt at foretage integration. Nyborg Kommune har endnu ikke nogen erfaringer med integration til Opus-systemet.
"Vi har ikke lavet nogen integration, da vi først gik i drift 1. januar. Vi bruger kræfterne på at sikre driften. De siger, at de har åbnet deres platform op og at det er muligt med integration til andre systemer," lyder det fra Søren Møllegård.