Computerworld News Service: Intel er trods den generelle nedgang på chip-markedet for 18 år i træk verdens største chip-producent målt på omsætning, lyder det fra analysehuset Gartner.
Intels andel af chip-markedet nåede op på 14,6 procent i 2009 fra 13,6 procent året før, og opgangen skyldes det stærke pc-salg, lyderdet dfanalysefirmaet mandag i sin Semiconductor DQ Monday Report.
Chip-markedet generelt faldt med 10,5 procent sidste år til 1.314 milliarder kroner, hvilket svarer til et fald på knap 162 milliarder kroner fra året før.
Perioden har været domineret af den internationale finanskrise, og flere virksomheder er da også gået nedenom og hjem.
Det er kun anden gang nogensinde, at chip-markedet er faldet på årlig basis, siger Gartner.
Sydkoreas to hukommelsesgiganter er de eneste to virksomheder, der kunne rapportere om en stigning i omsætningen for 2009, efter at markedet for hukommelseschip ellers er ved at komme sig.
Alle andre har oplevet nedgang.
Disse producenter har fremgang som de eneste
Samsung Electronics, der er verdens største producent af hukommelseschip, beholder sin andenplads på verdensplan med en omsætning på godt 100 milliarder kroner. Sidste år omsatte selskabet for godt 98 milliarder sidste år.
Virksomheden sidder på 7,7 procent af det globale chip-marked og har en omsætning er omkring halvt så stor som Intels, som endte på godt 188 milliarder kroner sidste år.
Hynix Semiconductor, Sydkoreas anden store producent af hukommelseschip, kunne se sin omsætning stige til 34,18 milliarder kroner fra 34,01 milliarder kroner året før.
Virksomheden bevæger sig dermed fra en niende- til en syvendeplads på listen over verdens største chip-producenter med en andel på 2,6 procent af markedet.
De to virksomheder har fået glæde af den stigning i priserne for DRAM og NAND flash hukommelseschip, der kom, efter markedet nåede bunden i 2008, fortæller Gartner.
Top fem over chipproducenterne på Gartners liste forblev den samme som sidste år - Intel, Samsung, Toshiba, Texas Instruments og STMicroelectronics, i samme rækkefølge - mens Qualcomm sprang op på en sjetteplads i 2009 fra en ottendeplads året før.
Infineon Technologies oplevede den største nedgang på grund af DRAM-producenten Qimondas konkurs.
Infineon ejede en hel del aktier i Qimonda, og Gartner tilføjede derfor Qimondas omsætning til Infeons total. Virksomheden nåede dermed en tiendeplads på Gartners liste.
Advanced Micro Devices (AMD) på en niendeplads var den eneste nye virksomhed på Gartners liste i år, mens Renesas Technology endte på en ottendeplads.
Oversat af Marie Dyekjær Eriksen