Artikel top billede

ERP-leverandør høster pænt overskud i kriseår

Dansk ERP-leverandør hiver pænt overskud hjem i kriseår. Men omsætningens fald skal vendes med ny fem-års plan.

ERP-leverandøren Maconomy viser pænt overskud i kriseåret 2009, hvor selskabets omsætning dog faldt.

Det dansk baserede ERP-hus landede således et overskud før skat og afskrivninger på 20,1 millioner kroner og en omsætning på 220,1 millioner kroner.

"Det er vi særdeles tilfredse med," siger COO Claus Thorsgaard fra Maconomy.

Han forklarer, at reducerede omkostninger i administrationen har muliggjort overskuddet på trods af mindre salg.

Omsætningen er faldet, selvom selskabet oplyser, at det har fået mere end 40 nye kunder inden for reklamebureauer, konsulenthuse, advokatfirmaer og revisionsvirksomheder.

Maconomy havde vigende licens-salg til eksisterende kunder, der var 19 procent lavere end året før.

Og konsulentomsætningen faldt med fem procent, hvilket ligeledes var tilfældet for den samlede omsætning.

Men alligevel mener Maconomy, at firmaet har vundet markedsandele fra dets konkurrenter SAP, Oracle, Agresso og Microsoft Axapta.

"Det er vores opfattelse, at vi på en række centrale markeder har vundet betydelige markedsandele," siger Claus Thorsgaard.

Han fortæller, at selskabet på lokale markeder kæmper mod en række nationale leverandører.

Fem-års plan

Maconomy, der leverer ydelser til cirka 600 kunder i 58 lande, præsenterer samtidig en fem-års plan.

Fremover skal der satses markant på fremgang internationalt. I forvejen kommer cirka 80 procent af omsætningen fra udlandet.

"I Q4 2009 oplevede vi 23 procent licens-fremgang - en fremgang, der blev funderet på nye kunder såvel som markante investeringer hos flere eksisterende kunder. Da vi samtidig står med en yderst solid salgspipeline, har vi god grund til at tro, at vi for alvor er tilbage i vækstsporet," siger Claus Thorsgaard.

Helt konkret lyder planen, at Maconomy skal øge den årlige omsætning med gennemsnitligt 15 procent i perioden 2010 til 2015.

Opgiver 2011-mål

Tidligere har direktionen også luftet store planer.

I 2006 blev præsenteret en tre-års plan, hvor flere mål blev nået. Men sidst i 2007 kom selskabet med en markant udmelding.

Dengang oplyste virksomheden, at den i år 2011 skulle nå en omsætning på 750 millioner kroner ved en kombination af organisk vækst og opkøb.

"Det er rigtigt, at vi gik efter 100 milioner euro. Men som bekendt var kapitalmarkederne kort efter temmelig afkølede og ikke til at rejse penge i. Og en forudsætning i vores tidligere strategiplan var, at godt en tredjedel af væksten skulle være kommet fra opkøb," siger Claus Thorsgaard.

Han understreger, at de nye vækstmål udelukkende baserer sig på organisk vækst.

"Ikke at vi vil lade en god mulighed forpasse, men man kan sige, at vi med den nye strategiplan 'Global Choice 2015' ønsker at kontrollere vores egen skæbne via organisk vækst," siger han.




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Konica Minolta Business Solutions Denmark A/S
Salg af kopimaskiner, digitale produktionssystemer og it-services.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
Hybrid, on-premise eller public cloud. Bliv klogere på fremtidens datacenter

Få indblik i, hvordan du planlægger, designer og drifter dit datacenter, så det kan følge med virksomhedens vækst, støtter bæredygtighedsindsatsen og lever op til krav om effektiv datahåndtering.

25. februar 2025 | Læs mere


Computerworld Cyber Briefing

Én gang om måneden leverer Computerworld Event et 30 minutters Cyber Briefing, hvor du får overblik over de mest aktuelle angreb, største trusler og tendenser samt giver dig gode råd, der kan implementeres direkte i din it-sikkerhedsafdeling.

03. marts 2025 | Læs mere


Identity Festival 2025

Er du klar til en dag, der udfordrer din forståelse af, hvad Identity & Access Management (IAM) kan gøre for din organisation? En dag fyldt med indsigt, inspiration og løsninger, der sætter kursen for, hvordan vi arbejder med IAM i de kommende år.

05. marts 2025 | Læs mere