Konsulentbranchen er presset i disse dage. Ifølge analysefirmaet IDC er it-konsulentpriserne faldet med gennemsnitlig fem procent i første halvdel af 2009.
Men for store virksomheder, der køber konsulenter i metermål, kan der være endnu større besparelser.
"I øjeblikket kan vi få nogle gode priser. Vi kan godt mærke, at der sidder lidt flere konsulenter på bænken end tidligere, og at der derfor er flere konsulentvirksomheder, der gerne vil investere noget af timeprisen for at få opgaven," siger Lars Fruergaard Jørgensen, it-chef hos Novo Nordisk.
Hos Novo Nordisk bruger man konsulenter til at implementere it-projekter i produktionen. Blandt andet er Novo Nordisk nødt til at trække på konsulentydelser, når der skal implementeres SAP-systemer.
Lars Fruergaard Jørgensen fortæller, at der i opgangstider er mange SAP konsulenter, der bruger den store efterspørgsel til at sælge sig selv meget dyrt.
Desuden er det hans indtryk, at konsulenterne bruger de gode tider som anledning til at starte som selvstændige konsulenter. Nu hvor økonomien er dårlig, er der mange, der vender tilbage til de mere trygge ansættelsesvilkår.
Og det kan mærkes på prisen.
"Det er mit indtryk, at vi kan spare mere end ti procent i forhold til tidligere," siger Lars Fruergaard Jørgensen.
Offshoring presser prisen yderligere
Men det stopper ikke ved de ti procent. Ifølge Lars Fruergaard Jørgensen kommer prisen endnu længere ned, når konsulentvirksomhederne kan tilbyde offshore-konsulenter som supplement til de danske konsulenter.
"Offshoring betyder at den samlede pris går ned. Ikke nok med at vi kan købe de danske konsulenter billigere, så kan vi også stykke en pakke sammen, hvor der er færre af de dyre timer og flere af de billige fra områder, der har en lavere omkostning," siger han.
Hos Carlsberg konstaterer it-chef Kenneth Egelund ligeledes, at priserne er faldet betydeligt. I særdeleshed på grund af offshoring.
"De globale priser er begyndt at slå igennem nu. Når vi taler om at få løst konsulentydelser, sammenligner vi priser globalt. Vi forhandler med udgangspunkt i hvor ydelsen kan leveres fra," siger Kenneth Egelund.
For Carlsberg betyder det, at lokale leverandører ofte kommer til kort i forhold til prisen. Og besparelserne ved at blande offshore-konsulenter ind i regnskabet er da også til at få øje på.
"På de mere almindelige opgaver er der tale om en prisnedgang på mere end 50 procent. Det er særligt i forhold til opgaver, hvor lokalt forretningskendskab ikke er så vigtigt, og hvor der bare er tale om basalt it-håndværk," siger han.