Den danske finansmand Michael Mathiesen, der står i spidsen for headset-producenten Cellpoint Connect, får hårde ord med på vejen af revisionsselskabet PricewaterhouseCoopers, der har besluttet at opsige samarbejdet.
Ifølge nyhedsbrevet Rapidus opsagde revisionsselskabet samarbejdet i december umiddelbart efter, at Cellpoint Connect blev suspenderet fra den svenske børs, Aktietorget.
"Ifølge min opfattelse er der grund til betydelig tvivl om selskabets evne til at fortsætte sine aktiviteter ... bestyrelsen og den administrerende direktør [har] til dato ikke levet op til de krav, som må kunne stilles til ledelsen for et børsnoteret selskab i den besværlige økonomiske situation, som Cellpoint befinder sig i," lyder de barske ord fra PricewaterhouseCoopers til den svenske selskabetsstyrelse, skriver Rapidus.
Mathiesen: Fejl i det indsendte
Selv afviser Michael Mathiesen, at det står så slemt til.
Han oplyser til nyhedsbrevet Rapidus, at der har været en række fejl i det, som revisoren har indsendt.
Han vil dog ikke "indgå i en offentlig diskussion om detaljerne," meddeler han.
Michael Mathiesen-selskabet er under voldsomt pres for tiden. Selskabet har netop købt polske Kincaid, der ifølge Rapidus nu står for størstedelen af de aktiver, som Cellpoint har. Opkøbet er blevet betalt med 10 millioner nyudstedte aktier, skriver Rapidus.
Cellpoint kom ud af de tre første kvartaler sidste år med et underskud på 17 millioner svenske kroner.
Selv trækker Michael Mathiesen sig snart som formand for selskabet, skriver Rapidus.
Revisor-opgøret kommer efter, at det danske Cellpoint-selskab Microsound i november blev erklæret konkurs, mens realkreditselskabet BRF Kredit har haft kig på Michael Mathiesen privatbolig i Charlottenlund.
Michael Mathiesen blev udnævnt til administrerende direktør for Cellpoint i 2003 efter hans ventureselskab 2M Invests berømte nedtur oven på dotcom-boblen.
Han trådte tilbage fra denne stilling i 2007 for i stedet at hellige sig tjansen som bestyrelsesformand.