Computerworld News Service: I 2012 vil cloud computing være så udbredt, at en ud af fem virksomheder ikke længere vil have en it-afdeling, forudser analysefirmaet Gartner.
Overgangen til cloud-tjenester, der er hosted på den anden side af virksomhedens firewall, vil nødvendiggøre store forandringer på markedet for hardware, ligesom det vil mindske behovet for it-medarbejdere, lyder det fra Gartner.
"Behovet for hardware, både i data-centret og på skrivebordene, vil ikke forsvinde. Men hvis det i højere grad bliver tredjeparter, der ejer hardwaren, så vil der komme til at ske store forandringer overalt i hardware-industrien," lyder det fra Gartner.
Analysehuset vurderer, at virksomhedernes it-budgetter enten vil blive mindre eller blive overført til mere strategiske projekter.
Det betyder, at der enten skal ned i virksomhedens it-stab, eller også skal medarbejderne omskoles, så de kan stå imod de nye udfordringer.
Forandringerne vil desuden føre til radikale ændringer i hardware-distributionen, hvis de nye købs-behov skal opfyldes, hedder det.
Nye job i cloud-industrien
Hvis Gartner har ret, vil ændringerne føre til massive implikationer for it-professionelle. Samtidig må man dog formode, at der også vil blive skabt nye job, når den næste bølge af cloud-tjenester skal udvikles.
Men det er ikke cloud computing alene, der står bag bevægelsen mod "færre hardware-aktiver," som Gartner kalder det.
Virtualisering reducerer, sammen med medarbejdere, der kører deres egne computere via virksomhedens netværk, også behovet for virksomheds-ejet hardware.
Gartners forudsigelser skete i forbindelse med en udgivelse onsdag, hvor analysefirmaet giver sit bud på ni nøgleforudsigelser, der vil påvirke it-virksomheder og medarbejder i løbet af det kommende år og i fremtiden.
Se Gartners forudsigelser om vores fremtid
Den lille rapport fortæller ikke præcist, hvordan en verden, hvori 20 procent af virksomhederne ikke ejer hardware, vil være i stand til at håndtere det kraftigt stigende behov for data-storage.
IDC har fundet ud af, at mængden af digital information vokser med 60 procent om året på verdensplan, så cloud-baserede tjenester vil antageligvis hjælpe it-verden med at håndtere dette problem.
Her nogle flere af Gartners nøgleforudsigelser:
- Facebook vil blive centrum for integration af sociale netværk og web-socialisering i 2012.
- De fleste it-forretnings-cases vil i 2014 inkludere miljø-omkostninger.
- I 2012 vil mere end halvdelen (60 procent) af det udslip af drivhusgasser, en ny pc er ansvarlig for, forekomme inden brugeren tænder for maskinen første gang.
- Internet-marketing vil blive reguleret inden 2015, hvilket vil give kontrol over et marked, der er mere end 1,3 billioner kroner værd på verdensplan.
- I 2014 vil mere end tre milliarder mennesker over hele verden være i stand til at overføre penge elektronisk via mobiltelefoner eller internettet.
- Mobiltelefoner vil overtage pc'ens rolle som det mest almindelige internet-værktøj i 2013.
Oversat af Marie Dyekjær Eriksen