Sikkerhedsfirmaet McAfee har for tredje år i træk undersøgt nettets farligste domæner.
Den tvivlsomme ære af førstepladsen tildeles Cameroun, der i cyberspace ender på .cm.
Her udgør ikke færre end 36,7 procent domænerne en reel sikkerhedstrussel i form af websider, der har inficerede downloads, spyware, adware og andre farlige programmer med i pakken.
Generelt set er sider fra Asien og Stillehavsområdet betydeligt mere risikable end sider fra andre områder. I alt udgør 13 procent af siderne herfra en risiko, med Kina (.cn) som det næstmest risikable domæneland.
Paradoksalt nok kommer det mest sikre domæneland Japan (.jp) også fra denne region.
.dk er ok
Danmark ligger ganske godt placeret på listen.
"Rapporten viser, at .dk er det fjortende mest sikre domæne i verden. Kun 0,2 procent af de danske websider, vurderes at indeholde potentielt skadelige filer", siger Michael Gøttsche, direktør for McAfee i Danmark.
Trods det gode resultat skal man dog stadig være opmærksom på nettruslerne.
"Selv om vi i Danmark har et velfungerende regelsæt omkring administration af domæner, må man ikke glemme at nettet er internationalt. Rapporten peger også på, hvor hurtigt de it-kriminelle skifter taktik for at snyde så mange som muligt, og samtidig undgå at blive opdaget," siger Michael Gøttsche
"De kriminelle sigter målrettet efter de domænenavne på nettet, som det er lettest og billigst at registrere, og hvor der samtidig er den mindste chance for at blive opdaget. Det betyder naturligvis, at man også som dansker skal være varsom, når man færdes på nettet."
Indsats virker
Hongkong indtog sidste år, med domænet .hk, den førsteplads, som Cameroun nu har overtaget.
Men i år er Hongkong faldet hele 33 pladser.
Det skyldes ifølge McAfee, at Hongkongs domæneansvarlige har taget drastiske midler i brug for at komme ulovlighederne til livs. Mens Hongkong altså har haft held med deres indsats mod de it-kriminelle, ser det stadig skidt ud for Kina og Samoa.
Begge landes domænenavne var at finde på top fem over de farligste sidste år, og begge har bevaret deres høje placering på listen i år.
.com er risikabelt
Tager man de domænenavne, der ikke er tilknyttet et specifikt land med i købet, sniger en god bekendt sig op og blander sig i topstriden.
Det mest brugte domænenavn i verden er commercial, nok bedre kendt som .com, der sidste år var det niende farligste i verden, nu er det rykket op på en samlet andenplads.
Domænet government (.gov) er det sikreste domæne, som ikke er tilknyttet land.
Den farlige top fem for alle domænenavne ser således ud:
.CM
.COM
.CN
.WS
.INFO
Hele rapporten kan læses her (PDF-fil)