Artikel top billede

Symantec køber sig til dansk cloud-sikkerhed

Et af verdens største sikkerhedsfirmaer, Symantec, har købt danske SoftScan, der er en vigtig leverandør af sikkerhedsløsninger på det danske marked.

Det danske sikkerhedsfirma SoftScan går en fremtid i møde med amerikansk ejer. Symantec, der er en af verdens største softwarevirksomheder, har for et ikke offentliggjort beløb købt den danske virksomhed med hovedsæde i Københavns centrum.

SoftScan er en af de store spillere på det danske nichemarked for sikkerhedsløsninger. Virksomheden står blandt andet bag sikkerhedsløsninger via cloud computing-løsninger, og det har været en af grundene til, at Symantec var interesseret.

Køber sig danske markedsandele

Ulf Munkedal, direktør i konsulentfirmaet FortConsult, der rådgiver om sikkerhedsløsninger, mener, at Symantec primært har købt SoftScan for at få en stærkere position på det danske marked.

"Det danske marked er modent og meget konkurrencepræget. Danske it-chefer er rigtig opmærksomme på sikkerheden, og derfor er det et marked, hvor der kan tjenes penge. Men det har måske været svært for Symantec at opbygge en solid kundebase på det danske marked," siger Ulf Munkedal.

SoftScan havde i 2008 en omsætning på 71 millioner kroner og kom ud med et resultat efter skat på 5,83 millioner kroner.

Symantec har en omsætning på 29,35 milliarder kroner og en nettoindkomst på 2,32 milliarder kroner.

Trods Symantecs størrelse har den amerikanske virksomhed haft brug for at finde en lokal spiller på det danske marked.

"De danske it-chefer lader sig ikke rive med af smarte PowerPoint-præsentationer. De vil have indhold for pengene, og her skal en sikkerhedsvirksomhed helt konkret kunne forklare, hvad det er, som it-chefen får af sikkerhed. Her tror jeg, at Symantec med opkøbet af SoftScan får et brohoved i Danmark med danske eksperter, der bedre kan hjælpe danske kunder," siger Ulf Munkedal.

Tilpasning på markedet er vigtigt

Med opkøbet af SoftScan er det muligt, at sikkerhedsløsninger bliver billigere for de danske it-chefer. Det skyldes de stordriftsfordele, som Symantec kan give, fortæller Ulf Munkedal. Men Symantec skal også passe på med ikke at lægge hele den danske afdeling over til England.

"Det kan godt være, at det er Symantecs plan at samle det hele i England, men så skal man huske på også at holde på de dygtige medarbejdere, der er i SoftScan," siger Ulf Munkedal.

Samtidig peger Ulf Munkedal på, at der på det danske marked typisk er behov for mere tilpassede løsninger.

"Der er en række virksomheder i Danmark, der er rigtig gode til at finde områder, hvor netop de har en unik ekspertise. Hvis Symantec bare begynder at rulle deres standardløsninger ud, tror jeg, at de godt kan miste kunder. Men jeg tror nu, at Symantec har købt SoftScan netop på grund af deres markedsforståelse og deres evne til at tilpasse løsninger til markedet," siger Ulf Munkedal.

Symantec er indtil videre kommet med denne meddelelse om deres køb af SoftScan.

"Med opkøbet af SoftScan håber Symantec at styrke sin ledende position på det nordiske marked. SoftScans kunder vil kunne drage fordel af flere SaaS løsninger samt mere teknisk robuste sikkerhedsløsninger, stærkere SLA'er og bedre 24/7 brugersupport," skriver Symantec i en pressemeddelelse.

Symantec forventer, at aftalen er endegyldigt godkendt inden slutningen af året.

Computerworld erfarer, at SoftScan kommer til at være en del af Symantec Hosted Services, der står for sikkerhed leveret som cloud computing-løsning. Dette bekræfter Symantec, der til gengæld ikke ønsker at uddybe fremtidsplanerne yderligere.

Heller ikke SoftScans administrerende direktør, Thomas Holm Jensen, har ønsket at udtale sig om opkøbet eller danske SoftScans fremtidige rolle som del af Symantec.




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
EG Danmark A/S
Udvikling, salg, implementering og support af software og it-løsninger til ERP, CRM, BA, BI, e-handel og portaler. Infrastrukturløsninger og hardware. Fokus på brancheløsninger.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
Sådan bruger du aktivt AI til at styrke din cybersikkerhedsindsats

Kan AI styrke din cybersikkerhed og forebygge f.eks. ransomwareangreb? Ja – og endda særdeles effektivt! På denne konference kan du blive klogere på, hvordan du i praksis anvender AI til at styrke dit sikkerhedsniveau – og gøre cyberbeskyttelsen mere fleksibel.

27. november 2024 | Læs mere


Styrk din virksomhed med relevant, pålidelig og ansvarlig AI integration med SAP

Kom og få indsigt i, hvordan du bruger AI til at transformere og effektivisere dine arbejdsgange. Vi kigger nærmere på AI-assistenten Joule, der vil revolutionere måden, brugerne interagere med SAP’s forretningssystemer. Og så får du konkret viden om, hvordan du kommer i gang med at bruge AI til at booste din forretningsudvikling.

03. december 2024 | Læs mere


Fyr op under vækst med dataanalyse, AI og innovation

Hvor langt er den datadrevne virksomhed nået i praksis? Det kan du høre om fra virksomheder, som har foretaget transformationen. Du kommer også til at høre, hvordan de anvender AI i processen, hvilke mål de har nået, hvordan de har høstet gevinsterne og hvilke nyskabelser, der er på vej i horisonten.

04. december 2024 | Læs mere