Den amerikanske udgave af den danske IT- og Telestyrelse, Federal Communications Commision (FCC), er nu klar med et lovforslag, der skal sikre alle fri adgang til nettet. Der skal være netneutralitet, hedder det.
Forslaget går blandt andet ud på, at man skal forbyde operatørerne at blokere for trafik eller sænke hastighederne fra specielle websider, i både det faste og det mobile net.
Formanden for FCC har tidligere foreslået, at det skal være forbudt for internet-udbydere at diskriminere bestemte former for indhold på internettet eller web-applikationer.
Nu afspejler hans holdning sig i et konkret lovforslag.
Og det forslag gør en af internettets ophavsmænd og topchef i Google, Vint Cerf, rigtig glad.
"Det er intet mindre end fantastisk, at Federal Communications Commision stemte for at gå videre med forslaget," siger han under et besøg i Stockholm til ComputerSweden.
Han pointerer dog, at selv om FCC har meldt klart ud, er der kun tale om et forslag til en lov, og at der derfor stadig er lang vej, men han er begejstret for holdningstilkendegivelsen.
Vint Cerf ser afgørelsen som et stort skridt fremad, og anbefaler FCC's krav om en åben debat om spørgsmålet.
Vint Cerf: Kun åbenhed kan bruges
Internet-guruen er helt klar i mælet, når det handler om internettets status. Der skal være 100 procent net-neutralitet.
"Internettets evne til at gøre informationer tilgængelig for brugerne, og til at give virksomhederne mulighed for at prøve nye ideer, fungerer kun, hvis nettet er helt frit og tilgængeligt uden nogen form for restriktioner," siger han til Computerworlds svenske søsteravis.
Det var dog ikke uden sværdslag, at forslaget kom igennem FCC-møllen. Der var nemlig flere selskaber, der gjorde kraftige indsigelser mod forslaget.
Argumentet fra netværksoperatørerne er, at det ville blive sværere at tjene penge, hvis alt får lov til at flyde frit, hvilket så vil betyde, at færre vil investere i internet-løsninger og bredbånd.
Det argument har Vint Cerf dog ikke meget tilovers for.
"Det er ligesom et barn, der nægter at spise," siger han om operatørernes udtalelser.
"Jeg nægter at investere i bredbånd, hvis du tvinger mig til at undgå konkurrencebegrænsende adfærd."
Net-faderens opfattelse er derimod den, at det frie net en forudsætning for forretning.
"Virksomhederne skal nok finde nye måder at bruge nettet på, og investeringerne vil fortsætte. Hvis de etablerede firmaer ikke gør det, så kommer der bare nogle andre til," siger han.
Forslaget om netneutralitet skal nu til høring frem til 5. marts