De mange it-medarbejdere i Microsofts udviklingscenter i Vedbæk kan ånde lettet op.
For selv om Microsoft i starten af denne måned annoncerede, at virksomheden ville afvikle udviklingen af regnskabsprogrammet Dynamics AX til mobiltelefoner, har det ingen konsekvenser for de medarbejdere, der har arbejdet med udviklingen.
"De medarbejdere, der har arbejdet på udviklingen af Dynamics AX til mobilplatform, kommer til at få andre arbejdsopgaver. Men det betyder ikke, at der kommer til at være arbejdspladser, der går tabt," fortæller Charlotte Mark, administrerende direktør i Microsofts udviklingscenter i Vedbæk.
Trækker sig af strategiske grunde
Det har været kendt i flere måneder, at udviklingen af Dynamics AX til mobiltelefoner var sat på hold. Med meddelelsen fra Microsoft er det nu endegyldigt sikkert, at den mobile applikation ikke vil overleve. Begrundelsen finder man i, at der er en række lignende regnskabsløsninger fra Microsoft-partnere, der har været vidt tilgængelige.
Derfor trækker Microsoft af strategiske grunde sig ud af kapløbet om at udvikle regnskabsapplikationer til mobiltelefoner.
"Vi tror, at de mest effektive mobile løsninger vil være dem, der møder specifikke forretnings- og industribehov og som hele tiden følger med brugernes behov. [...] Med partnerudviklede mobile løsninger kan erhvervslivet få gavn af kernefunktionaliteten i Microsoft Dynamics forbedret med vores partneres mobile ekspertise," lyder det i et brev, som Microsoft har sendt til sine kunder.
Microsoft fyrede udviklere for lang tid siden
Charlotte Mark fortæller samtidig, at de nødvendige nedskæringer i antallet af stillinger allerede blev foretaget i januar, hvor der var op mod 75 stillinger, der blev nedlagt.
Også ansatte i Microsofts salgs- og marketingsafdeling i Hellerup var ramt af den massive fyringsrunde, der ramte softwareproducenten tidligere på året.
I løbet af de seneste par år er centrale udviklingsdele af Dynamics AX flyttet til udviklingsafdelinger i Redmond i staten Washington eller Fargo, North Dakota.
Dynamics AX var tidligere kendt som Axapta, og var det regnskabsprogram, som Preben og Erik Damgaard startede med at udvikle i 1983. Inden Damgaard og Navision fusionerede i 2000, havde Damgaard A/S eksporteret Axapta til hele Europa.