Henrik Stanley Madsen, direktør for løsninger og strategiske alliancer i Dell Danmark, har brugt den stille sommerperiode på at forberede sig på tredje kvartal og de cloudtjenester, herunder backupløsninger, som Dell har tænkt sig at søsætte-
Hvad er så godt af at arbejde om sommeren?
"Man bliver ikke afbrudt, når der ikke er så mange kunder. De er nemlig på sommerferie. Her i sommeren er der tid til at planlægge for tredje kvartal, hvor vi vil gå ud og lancere en række cloudbaserede services.
Min sommer er så gået med at planlægge, hvordan vi bedst kan lancere disse nye projekter efter sommeren, når folk er kommet hjem fra deres ferie.
Vi skal holde seminarer, finde ressourcer og følge op med salg, og det skal så indgå som en brik i det store internationale puslespil. Dell er jo en international koncern, så når vi lancerer sådan noget, er det selvfølgelig på et globalt plan.
Her i Danmark holder vi jo typisk sommerferie i juli måned, men i Sydeuropa holder de den typisk i august måned. Så det er med at få aftalerne i stand, inden de tager på ferie dernede."
Hvad kendetegner Dell om sommeren?
"Uformel, ispinde, planlægning.
Generelt er der en god sommerstemning i Dell for tiden, og stemningen er rigtig god, når vejret er godt.
Samtidig har vi også en god ordning med at arbejde hjemmefra om sommeren.
Typisk er der ikke så meget at lave om sommeren for vores salgsteam, så er det i orden, hvis de arbejder hjemmefra i stedet."
Keder du dig om sommeren?
"Nej. Det er klart, at der er lidt færre kunder, der ringer, men jeg skal jo samtidig nå at gøre klar til tredje kvartal. Samtidig har vi kvartalsafslutning 31. juli, så der er også noget arbejde der.
Vi forsøger også at holde vores marketingskampagne til tredje kvartal, da der typisk ikke bliver købt så meget ind i sommerperioden.
Generelt er det ikke klogt at lave kampagner i juli måned, da alle beslutningstagerne er på ferie. Men efter ferien skal vi til at lancere en række nye produkter.
Dell er i gang med en transitionsperiode, hvor vi skal fastholde vores gamle kunder og få dem over på vores nye løsninger."