Artikel top billede

Ballmer et år efter Bill - noget nyt under solen?

ComputerViews: Har du lagt mærke til, at Bill Gates har været væk i et år? Steve Ballmer har været den altdominerende drivkraft i et år. Har han været en succes?

ComputerViews: Har du lagt mærke til, at Bill Gates er væk? Det er et år siden, at en af verdens mest berømte erhvervsledere og en af verdens uden sammenligning rigeste personer efter flere års forberedelse pakkede sit skrivebord og takkede af.

Manden er selvfølgelig Bill Gates, der med udgangen af juni 2008 forlod sit daglige job i det enorme selskab, som han og vennen Paul Allen grundlagde i 1975, og som siden med rekordfart voksede til en enorm, profitabel og multinational mastodont - ikke mindst takket være den drivkraft, som den kløgtige og innovative Bill Gates har været.

Nu er det altså et år siden, at manden, der samlede det hele, forlod selskabet for i stedet at hellige sig fuldtidsjobbet med at give sin enorme formue væk via sin og konens fond, The Bill & Melinda Gates Foundation, der er en af verdens største velgørende fonde.

Glat og glidende

Med Bill Gates' exit overtog selskabets mangeårige næstkommanderende, Steve Ballmer, tømmerne og opgaven med at tage de tusindvis af beslutninger, der skal til for at holde et selskab af Microsofts gigantiske størrelse kørende i den rigtige retning.

I sig selv gik chef-skiftet bemærkelsesværdigt nemt og skabte ikke bølgegang og frygt på samme måde, som alene rygter om et chef-skift har skabt det hos et andet stort amerikanske it-selskab med en verdensberømt leder, Apple.

Det skyldtes ikke mindst, at Bill Gates' exit havde været planlagt i årevis, hvor han gradvist havde sluppet den ene ansvarspost efter den anden, mens Steve Ballmer gradvist trådte længere og længere frem på banen.

Steve Ballmer - der mødte Bill Gates, mens de begge studerende på elite-universitetet Harvard - var medarbejder nummer 21, der blev ansat i Microsoft.

Men selv om han har været med i inderkredsen i stort set hele Microsofts levetid, er det noget af en mundfuld at overtage tømmerne efter verdens rigeste og måske mest berømte erhvervsleder.

Steve Ballmer har da også fået kam til sit hår i sit første år alene på broen for verdens største software-selskab, men alt i alt kan han godt være sin indsats bekendt.

Lad os tage et kig på nogle af de største sager, som Steve Ballmer arvede og som han har stået alene med efter Gates' exit.

Søgemarkedet

Det er ikke for meget sagt, at meget af Microsofts fokus i disse år er rettet mod søgemarkedet. Allerede i dag er søgemarkedet voldsomt lukrativt - i hvert fald for Google.

Markedet vokser voldsomt, ligesom det er givet, at de stedse mere og mere avancerede søgeteknologier og bølgen mod cloud-baserede tjenester, der bundler, mingler og mikses på kryds og tværs, gør det vigtigt for de store selskaber at sidde på dette marked.

I et forsøg på at nå den stærkt dominerende rival på søgemarkedet, Google, til sokkeholderne, havde Microsoft i februar 2008 afgivet et opkøbstilbud på Yahoo - angiveligt med Steve Ballmer som den altdominerende initiativ-tager.

Det skete ikke mindst, fordi Yahoo og Google arbejdede på en aftale, hvor Yahoo skulle anvende Googles betalte søgeresultater, hvilket ville sende Microsoft nærmest ud af søge-banen på det store globale marked.

Som bekendt modsatte Yahoo med Jerry Yang i spidsen sig kraftigt opkøbsforsøget, der da også gik i vasken til sidst efter omfattende ballade.

Det endte med at koste Jerry Yang posten som Yahoos koncernchef, ligesom Yahoos aktiekurs styrtdykkede.

Et held at slippe fri for Yahoo

For Microsoft var det ikke verdens ende, at opkøbet gik i vasken. For i november 2008 aflyste Google brylluppet med Yahoo, der dermed stod tilbage som den store taber i årets store dyst om søgemarkedet.

Oprindeligt var ideen bag Microsofts opkøbs-forsøg ikke mindst at erhverve sig Yahoos udviklings-folk og deres brain power. Disse hjerner måtte selskabet imidlertid i stort omfang sige farvel til, da opkøsforsøget forliste.

For et par måneder siden lancerede Microsoft imidlertid sin nye søgemaskine, Bing, som selskabet selv har udviklet for en brøkdel af det astronomiske beløb, som det oprindeligt var klar til at lægge på bordet for Yahoo.

Bemærkelsesværdigt er det da også, at Bing efter kort tid på markedet ser ud til at være en seriøs udfordrer til Yahoos position på søgemarkedet, hvilket var en drivende faktor i bestræbelserne på at købe Yahoo. Google kan ingen røre.

Styresystemet

Også på andre fronter rykker Microsoft frem for at forsøge at dæmme op for fortidens ulykker på det marked, der er et af de vigtigste overhovedet for selskabet, nemlig markedet for styresystemer.

Her er Microsoft på vej med Windows 7, der skal afløse det udskældte Vista, der har trukket det ene dårlige skudsmål efter det andet, selv om Microsoft igen og igen har bedyret, at problemerne har været midlertidige og for længst er løst.

Det siger sig selv, at Microsofts forventninger til Windows 7 er store, og selskabet har forsøgt at helgardere sig mod at at ryge ud i en ny gang ballade og massiv kritik ved at sende tidligere testversioner på gaden, så udviklere og andre kunne komme med input.

Det har kastet relativ god omtale af sig - måske ikke mindst fordi afløseren til et upopulært program fra begyndelsen af har gode odds.

Mindre heldigt er den monopol-sag, som EU fortsat kører mod Microsoft og som betyder, at Microsoft til oktober udgiver Windows 7 i Europa uden webbrowser. Det skyldes ifølge Microsoft tidspres, fordi selskabet ikke vil vente med at udgive Windows 7, til der foreligger en endelig afgørelse i EU.

Samtidig har Microsoft under Steve Ballmer for første gang nogensinde gennemført en større fyringsrunde, der har ramt tusindvis af medarbejdere.

Hertil kommer Microsofts ganske pæne erobring af det kraftigt voksende netbook-marked, hvor selskabet i al stilhed har sat sig på op mod 70 procent af markedet for styresystemer - hvilket dog ikke ændrer på, at selskabet har massive problemer med at få løbet vækstraterne i gang på dette marked.

Blandt andre vigtige emner, der har fyldt papirbunkerne på Steve Ballmers kontor i Microsoft-lejren i Seattle-forstaden Redmond, er selskabets gratis sikkerheds-program, Security Essentials samt nye versioner af Office, Windows Mobile, Visual Studio, Zune HD, Natal Xbox og flere andre ting.

Der er med andre ord mange ting, der tyder på, at Microsoft er i en bedre forfatning og i bedre stand, end det var tilfældet for et år siden.

Men det er selvfølgelig et åbent og hypotetisk spørgsmål, om Microsoft ville have klaret sig bedre eller ringere, hvis der havde stået Gates og ikke Ballmer på skiltet på chefkontoret i Redmond.

Sikkert er det dog, at Microsofts styreskifte er blevet gennemført i en jævn, glidende bevægelser, der har gjort, at der i dag næppe er mange, der har lagt mærke til, at Bill Gates er helt ude af billedet.




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Ed A/S
Salg af hard- og software.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
PCI og cloud-sikkerhed: Strategi til beskyttelse af betalingsdata

Er din organisation klar til de nye PCI DSS 4.0-krav? Deltag i vores event og få indsigt i, hvordan du navigerer i compliance-udfordringerne i en cloud-drevet verden.

16. januar 2025 | Læs mere


Strategisk It-sikkerhedsdag 2025, Aarhus: Viden om trusler og tendenser – Beskyt din virksomhed

Gå ikke glip af årets vigtigste begivenhed for it-sikkerhedsprofessionelle! Mød Danmarks førende eksperter, deltag i inspirerende diskussioner og få praktisk erfaring med de nyeste teknologier. Bliv klogere på de seneste trusler og lær, hvordan du bedst beskytter din virksomhed mod cyberangreb. Tilmeld dig nu og vær på forkant med fremtidens cybersikkerhedsudfordringer.

21. januar 2025 | Læs mere


Strategisk It-sikkerhedsdag 2025, København: Viden om trusler og tendenser – Beskyt din virksomhed

Gå ikke glip af årets vigtigste begivenhed for it-sikkerhedsprofessionelle! Mød Danmarks førende eksperter, deltag i inspirerende diskussioner og få praktisk erfaring med de nyeste teknologier. Bliv klogere på de seneste trusler og lær, hvordan du bedst beskytter din virksomhed mod cyberangreb. Tilmeld dig nu og vær på forkant med fremtidens cybersikkerhedsudfordringer.

23. januar 2025 | Læs mere