Computerworld News Service: Apples topchef, Steve Jobs, er igen tilbage på arbejde efter seks måneders sygeorlov.
Ifølge Apple vil Steve Jobs i den kommende tid arbejde fra Apples hovedkontor i et par dage om ugen, mens han resten af ugens hverdage skal arbejde hjemmefra.
"Vi er meget glade for at have ham tilbage," lyder det fra Katie Cotton, talskvinde for Apple.
Orlov fra januar
Steve Jobs tog orlov fra sit job som verdensberømt topchef for Apple i januar. Dengang hed det kort, at han havde helbredsproblemer, der skyldtes en hormonel ubalance, som fik ham til at tabe sig.
Helbreds-problemerne var mere komplekse, end han oprindeligt havde troet, skrev han dengang i en besked til Apples ansatte.
Det kom fornylig frem, at Steve Jobs for et par måneder siden gennemgik en lever-transplantation på Methodist University Transplant Institute i den amerikanske by Memphis.
Steve Jobs tilbagevenden til Apple giver en vis form for ro blandt Apples investorer, efter der i lang tid har huseret masser af rygter om Steve Jobs' sygdom.
Apples daglige driftsdirektør, Tim Cook, har været i spidsen for Apple i Steve Jobs fravær.