Artikel top billede

Derfor bliver du fyret

It-Akademiet: For tiden driver fyringer over det ganske land som pollen på en blæsende forårsdag. Her kan du se de mest udbredte årsager til, at du får sparket.

Fyringer er dagligdag i den danske it-branche, men hvorfor bliver it-medarbejderne egentlig afskediget?

Vi har bedt Tom Togsverd, direktør for ITEK under Dansk Industri, og Klaus Kvorning Hansen, næstformand i brancheforeningen Dansk IT og områdedirektør i PenSam, om at give deres bud på de mest udbredte årsager til, at it-ansatte bliver fyret.

"Det, der trykker allermest, er manglende afsætning hos virksomhederne. Problemet med vigende afsætning er klart en af de mest udbredte årsager til fyringer," siger Tom Togsverd.

Spillet russisk roulette

En anden væsentlig grund er ifølge Tom Togsverd, at bankerne efter "at have spillet roulette med vores penge, nu er blevet så forskrækkede, at de opsiger kassekreditter, ikke vil yde nye lån og i det hele taget er ekstremt tilbageholdende med lån og kreditter."

"Det, der bekymrer mig mest, er sådan set udviklingsdelen. Hvor udviklingsprojekter ikke kan få finansieringen på plads, er effekten på den lange bane, at vi bliver sat tilbage udviklingsmæssigt, og det koster også arbejdspladser," siger han.

Selvfølgelig er det meget forskelligt, hvor nedskæringerne rammer. Det offentlige og den farmaceutiske industri er ikke så slemt ramt, men helt generelt "skrumper markedet, og samtidig er branchen ramt af finansieringsproblemer."

Ifølge Togsverd er der også stadig 10-15 procent af virksomhederne, der siger, at de mangler kvalificerede folk.

"Hvis du har fået nogen ind, som ikke var helt kvalificerede, da det kneb med at få folk, så ryger de ud nu, hvor krisen kradser, og afsætningen falder," siger Tom Togsverd.

Dumme svin bliver husket

Tom Togsverd anbefaler i øvrigt virksomhederne altid at huske at behandle medarbejderne godt:

"De skal være kloge nok til at vide, at der kommer en dag, hvor vi igen mangler arbejdskraft. Så hvis man er et dumt svin nu, så er der risiko for, at det bliver husket, når der igen er brug for arbejdskraft."

Når salget falder, og udsigten er grå og trist, så skærer mange virksomheder mere end nødvendigt for at "være på den sikre side".

"Mange mener, at de på den måde gearer sig til en større fleksibilitet og lavere faste omkostninger, og det skyldes både elendig afsætning og en større forsigtighed helt generelt."

Hov, der røg din stilling

Outsourcing er en populær disciplin i mange virksomheder, men når en aktivitet forsvinder ud af virksomheden, gør jobbet det også tit.

"Som jeg ser det, er outsourcing i dag en væsentlig årsag til jobskift. Nogle kan så være så heldige, at de bliver ansat i den virksomhed, som stillingen er outsourcet til, men det gælder selvfølgelig ikke alle," siger Klaus Kvorning Hansen, næstformand i Dansk IT og områdedirektør i PenSam.

Derudover ser næstformanden regulære nedskæringer som en af de store årsager til afskedigelser.

"It er i dag en så integreret del, at når forretningen skærer ned, og omsætningen falder, så er der også mindre brug for it. I den aktuelle krise er der visse it-aktiviteter som for eksempel business intelligence, der opfattes som lidt luksuriøst og derfor skæres væk," siger Klaus Kvorning Hansen.

Men, tilføjer Klaus Kvorning Hansen, så findes der ingen statistik på det her område, så det her er mit bud på, hvad der kan være de hyppigste årsager til fyringer i it-branchen.

Pas dine kurser

Manglende kvalifikationer er også på listen over udbredte årsager til fyringer.

Udviklingen inden for informationsteknologien sker så hurtigt, at man risikerer at blive mindre værd og måske ligefrem kan undværes, hvis ikke man holder sig oppe på dupperne i forhold til at vedligeholde og udvikle sine kundskaber.

Derudover opnormerer virksomheder it-mæssigt i perioder, fordi der er et it-efterslæb. Det er almindelige op- og nedskaleringer, som ikke har noget at gøre med det forretningsmæssige, men mere med it-udviklings-takten.

"Sådanne projekter kan strække sig over to og tre år, og når projekterne er færdige, så vil det ofte ske, at der afskediges. Tag for eksempel Danske Bank, der købte banker i både Finland og Irland. De overtagelser gav et stort behov for at udvikle og integrere, men når de projekter er overstået, så vil det også kunne ramme medarbejderne og føre til fyringer," mener Klaus Kvorning Hansen.

Ud over de mere specifikke årsager til at afskedige sine it-medarbejdere, er både Itek og Dansk IT enige om, at it efterhånden er vokset så meget ind i forretningen, at it følger forretningen som en skygge op og ned. Så man behøver hverken at misligholde sine kvalifikationer eller tage af kassen for at blive fyret.




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
JN Data A/S
Driver og udvikler it-systemer for finanssektoren.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
Få fuldt udbytte af din Microsoft Dynamics 365 FO løsning

Få inspiration fra to spændende cases og viden om de tendenser, der giver dig helt nye muligheder for at optimere forretningen med Dynamics 365 FO.

13. marts 2025 | Læs mere


Det næste GDPR-kapitel: Det skal du have fokus på i 2025

Hvad er compliance verdenens fokuspunkter for næste år? Hvilke nye tiltag skal du gøre ift. jeres GDPR-arbejde? Hvordan forholder GDPR sig til AI?

18. marts 2025 | Læs mere


IT og OT: Balancering af sikkerhed og effektivitet

Lær, hvordan du effektivt kan integrere din virksomheds Operational Technology (OT) med moderne IT-systemer. Vi fokuserer på sikkerhed og hvordan du beskytter dine mest kritiske processer mod cybertrusler. Få indsigt, værktøjer og inspiration fra eksperter og kolleger i branchen, og vær med til at forme fremtidens produktionsmiljøer.

19. marts 2025 | Læs mere






White paper
TIDSBEGRÆNSET KAMPAGNE: Overvejer du at udskifte eller tilføje printere i din forretning? Vi kan tilbyde én eller flere maskiner GRATIS.