"Noget under resultatet i 2008."
Sådan formulerer Columbus IT sine forventninger til indeværende års resultat.
Baggrunden for tilbagegangen er kombinationen af en stærk krone og en forventet makroøkonomisk tilbagegang på Columbus' markeder.
To ting skiller sig ud, når man kigger på Columbus' omsætning. Salg af konsulentydelser og Microsoftproduktet Dynamics Ax repræsenterer langt den største del af omsætningen i Columbus IT.
Hvis man dissekerer omsætningen, viser det sig, at den i al væsentlighed stammer fra salg af softwarelicenser til Microsofts forretningsløsninger og salg af vedligehold knyttet til disse licenser samt salg af konsulentydelser relateret til disse løsninger.
Overskuddet steg markant i 2008, mens det gik mærkbart tilbage på driften og resultat før skat.
Global tristesse
Forretningsmodellen er der tilsyneladende ikke noget galt med, men den verdensomspændende tristesse på de finansielle markeder lægger en dæmper på investeringslysten og er svær at kæmpe imod.
Aktieugebrevet kritiserer i øvrigt Columbus for at være vag med sine udmeldinger. Ifølge analytiker Bruno Japp rejser årsberetningen flere spørgsmål, end der gives svar.
Bruno Japp mener, at "Der mangler konkrete oplysninger om udviklingen i slutningen af 2008, samt om selskabets finansielle situation for at kunne vurdere selskabets udviklingsretning ordentligt. Usikkerhederne trækker meget ned i den samlede bedømmelse," skrev Japp i Dagens aktietip i Erhvervsbladet i går.
Ud af en omsætning på knap en milliard kroner hentes de 381 millioner i Norden, hvor også 313 ud af koncernens 1.050 medarbejdere holder til.
I fjerde kvartal 2008 kom Columbus ud med et driftsresultat før afskrivninger på minus 1,3 millioner mod et overskud fire millioner i samme periode i 2007. Så kursen er kedelig, og målet ligner modgang i en rum tid fremover.
Skiller service og udvikling
Samtidig med, at Columbus IT noterer sig fremgang på de fleste fronter, vælger selskabet at separere virksomhedens serviceforretning fra udviklingsdivisionen.
Argumentationen for at skille service fra udvikling er, at der er tale om "to vidt forskellige forretningsmodeller, som imidlertid supplerer hinanden perfekt…"
Konsulentforretningen i Columbus IT drives efter 'lean'-principper og har særlig fokus på konsulenternes kompetencer og kvalitet.
Softwareudviklingen i divisionen To-Increase sker i tæt samarbejde med Microsoft og afsætningen sker gennem kanalsalg og skaber som alt softwaresalg overskud via repetition.
Uanset de strukturelle øvelser er vejen ujævn og stenet, hvilket udtrykkes således i årsberetningen:
"På grund af usikkerheden omkring omfanget og længden af den igangværende globale finansielle turbulens er forventningerne til 2009 præget af betydelig usikkerhed."