Artikel top billede

VMware vil lokke de mindre firmaer med i skyen

Med lanceringen af styresystemet vSphere har VMware indstillet sigtekornet på små og mellemstore firmaer, der dog må tage til takke med en noget skrabet platform.

Virtualiseringskæmpen VMware står nu klar med sin vSphere-platform, som selskabet løftede sløret for på sin europæiske charmeoffensiv VMworld Europe.

Faktisk tog selskabet selv noget af gassen fra nyhedsballonen, da det allerede på sin VMworld-konference i Las Vegas i efteråret fortalte om, hvordan det som strategisk mål ville tilbyde kunderne et operativsystem til det virtuelle miljø i datacentret.

I mellemtiden har VMware både kaldt vSphere for en software-mainframe og senest cloud operating system ved lanceringen i London i går, selv om det "blot" drejer sig om version 4.0 af selskabets virtuelle datacenter, der samler VMware-produktporteføljen til én samlende platform.

Den nye vSphere-platform understøtter blandt andet op til otte virtuelle CPU'er og 256 gigabyte RAM mod tidligere fire virtuelle CPU'er og 64 gigabyte RAM per virtuelle maskine.

Ifølge VMware skal dette give kunderne muligheden for at køre selv de mest krævende databaser i et virtuelt miljø, og dermed bliver det muligt at virtualisere hele virksomhedens infrastruktur.

Stort potentiale i de små

Men vSphere er ikke kun for de tunge drenge med de krævende applikationer.

Med platformen vil VMware nemlig både søge at udvide sin kundekreds i storindustrien samt gafle flere kunder blandt mindre virksomheder, som selskabet ellers ikke er kendt for at lokke ind i virtualiserings-folden.

"Folk tror, at virtualisering kun er for store virksomheder. Men faktisk består 35 til 40 procent af vores kunder af mindre virksomheder, der har helt ned til 50 ansatte. Alene i Danmark med mange mindre firmaer har vi jo tusindvis af kunder," forklarer VMwares europæiske produktmarketingchef Fredrik Sjöstedt.

Den svenske marketingchef peger på, at der er stort potentiale for både VMware og de mindre kunder i at få sat gang i virtualiseringskedlerne.

Skræddersyr til mindre firmaer

Derfor har virtualiseringsselskabet skræddersyet et tilbud til de små og mellemstore virksomheder, hvor de kan opnå et billigere vSphere-produkt på tre fysiske servere, men som samtidigt er noget skrabet i forhold til enterprise-pakken.

Hypervisoren er blevet standard

I forhold til enterprise-pakken mangler Ciscos distribuerede netværks-switch Nexus 1000V og fault tolerance-funktionen, som via et spejlet miljø giver vSphere-enterprise-kunderne mulighed for at køre deres datacentre videre, selv om det oprindelige center er brændt sammen.

Den skrabede model kan dog opgraderes, så man også får de to produkter inkluderet samt blandt andet thin provisioning, data recovery, en sikkerhedspakke og klassikeren vMotion, der kan flytte virtuelle maskiner og storage rundt på fysiske servere uden afbrydelser.

Så efter en række år med hypervisoren som det bærende element, er den i de senere år blevet fuldstændig standard og integreret i vSphere.

Konkurrenter som Microsoft og Citrix tilbyder derfor i lighed med VMware også deres hypervisorer til henholdsvis Hyper-V og XenServer ganske gratis.

Firmaets private sky

Virtualiseringsoprustningen drejer i sig 2009 om management-programmer, hvilket vSphere da også er spækket med.

Men hele filosofien bag vSphere er ifølge Fredrik Sjösted udviklet med tanke på cloud computing, selv om det ikke ligefrem var det hotteste emne i 2005, da tidligere VMware-chef Diane Greene og hendes mand og CTO Mendel Rosenblum lagde den strategiske kimen til det, der formentlig er VMwares vigtigste produktlancering i de seneste år.

"Dengang havde vi groft sagt tre produkter, nu har vi 25. Det har løbende været helt logisk for os at væve de produkter sammen, så det giver mening for kunderne. Vi giver simpelthen kunderne valgmuligheder, hvis og når de ønsker at outsource hele eller dele af deres virtualiserede infrastruktur," forklarer Fredrik Sjöstedt.

Valgmuligheden skal ses i lyset af, at VMware i forbindelse med sin vSphere-pakke også har arbejdet hårdt på en cloud-standard, der skal sikre, at kunderne ikke bliver fanget hos én specifik cloud-udbyder.

Tidligere har Frederik Orellana fra Niels Bohr Instituttet dog udtalt til Computerworld, at denne frygt for bondefangeri snarere er en virtuel angst frem for fysisk virkelighed.

Stadig mangler

VMware fastholder derimod, at kunderne skal have muligheden for at flytte data og applikationer frit rundt i det, som selskabet betegner som den private sky - en hybrid mellem selskabets interne sky og skyerne hos udefrakommende cloud-leverandører.

Samtidigt kan de store vSphere-kunder med netværksdelen og fault tolerancen regne med, at alt bliver spejlet i den private cloud - hvad enten det ligger på selskabets egen sky eller hos en ekstern cloud-udbyder.

VSphere er tilgængeligt fra i dag, men før hele systemet er komplet, mangler stadig fire dele i den tilhørende vCenter Suite.

Det drejer sig om lab manager, stage manager, lifecycle manager og site recovery manager, der forventes at være klar i andet halvår af 2009.




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Hewlett-Packard ApS
Udvikling og salg af software, hardware, konsulentydelser, outsourcing samt service og support.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
Nye forretningsmæssige gevinster med Microsoft Dynamics 365

Eksperter fra CGI stiller skarpt på hvordan, du lærer også hvorfor det er vigtigt at have fokus på både processer, teknologi og mennesker - og hvordan du kommer i gang med løbende optimering af forretningsudvikling.

25. september 2024 | Læs mere


NIS2: Indhold, krav og konsekvenser- sidste chance for at blive klar

Vi sætter på denne dag fokus på hvad NIS2-direktivet kommer til at betyde for din organisation. Du et overblik over direktivet og de skærpede krav, så du undgår bøder og sanktionering.

26. september 2024 | Læs mere


Send dine legacysystemer på pension og invitér standardløsninger indenfor

Legacysystemer er rygraden i mange organisationers it-infrastruktur, men før eller siden er det tid til at sige farvel og skifte til en eller flere standardløsninger. Vi udforsker scenarier og muligheder, der gør det muligt at rykke videre. Hvad er businesscasen? Hvilke krav stiller skiftet til din forretning og jeres processer? Hvordan

08. oktober 2024 | Læs mere