Administrerende direktør for IT-Branchen, Jakob Lyngsø, blev 61 år.
Jakob Lyngsø var siden 1995 It-branchens personificerede omdrejningspunkt i Danmark.
Han kombinerede på sjælden vis en sikker politisk næse med en evne til at se strategiske muligheder og løsninger, når Danmark skulle digitaliseres og føres i front hurtigere end andre lande, skriver IT-Branchen i en pressemeddelelse.
"Jakob brugte sit store offentlige og politiske netværk til gavn fra branchen - og var som person både fremadrettet, generøs og hjælpsom. Tusindvis af medlemsvirksomheder og enkeltpersoner har gennem årene personlig mærket det overskud og den hjertevarme, Jakob udstrålede. Jakobs netværk var blandt Danmarks største," skriver IT-Branchen.
"It-branchen er i sorg. Vi har mistet branchens centrum. Jakobs personlige og professionelle egenskaber var unikke. Hans indsats har sat it på landkortet i Danmark på en måde, der sætter varige, positive spor for hele landet. Vi vil alle savne ham", siger IT-Branchens formand, adm. direktør Lars Monrad-Gylling. KMD.
En mand med mange evner
Jakob Lyngsø var foruden direktørposten i IT-Branchen også adm. direktør for DVCA, (Dansk Venture Capital & Private Equity Association), og FOIN (Forskerpark- og Innovationsmiljøerne i Danmark). Jakob så tidligt potentialet i en brancheforening for vækstkapital og var derfor med til at tage initiativet til etableringen af DVCA.
Jakob Lyngsø havde ikke sansen for ny teknologi fra fremmede. Jakob var søn af en af Danmarks mest succesfulde iværksættere, Søren T. Lyngsø.
Jakobs egen vej gik via en uddannelse som svagstrømsingeniør og en PMD på Harvard til lederjobs i danske virksomheder. Først i Tiger Data, så egen virksomhed med agentur på Intels banebrydende processorer. I perioden 1979-1995 var Jakob Lyngsø adm. direktør i Søren T. Lyngsø A/S.
Jakob efterlader sin hustru Karen Lyngsø, og sine børn Søren og Camilla samt børnebørn, skriver IT-Branchen.
I en mail til ITB-medlemmer og venner af ITB skriver formand Lars Monrad-Gylling og direktør Jane Eis Larsen, at Jakob Lyngsø mandag blev indlagt akut på Rigshospitalet med en revne i sin hovedpulsåre. Det udviklede sig til en stor og voldsom hjerteoperation, som desværre endte med ikke at lykkes.
"Årstallet på denne mail er helt forkert. Jakob blev 61 år. Han skulle have haft lov til så meget mere, så mange år endnu. Sammen med sin familie, sine venner, og sammen med os."