Få overblik over forløbet med Statens It.
Rygterne om fremtiden for Statens It svirrer for fuld styrke.
Og det får formanden for it-fagforeningen Samdata til at kritisere finansminister Lars Løkke Rasmussen (V) for ikke at informere sine medarbejdere godt nok.
Formand Pia Brade fra Samdata er blevet kimet ned af tillidsfolk i staten her til morgen. De vil høre, hvad der sker med statens it-center.
"Det er anden gang, vi skal læse om afgørende personaleforhold i avisoverskrifter. Kommunikationen til medarbejderne er en katastrofe," siger hun.
Computerworld kunne i begyndelsen af 2008 afsløre, at man havde planer om at etablere det fælles center.
Dengang advarede Pia Brade om, at kommunikationen simpelthen skulle blive bedre.
Det er mennesker
"Nu må man i Finansministeriet lade være med kun at tænke i tal. Der er altså folk bagved det her," siger hun.
"Lars Løkke Rasmussen har det overordende personaleansvar. Nu må der meldes klart ud. Han er mildt sagt ikke en god rollemodel i personaleledelse lige nu," siger hun.
Hun oplyser, at folkene på Statens It får en briefing i eftermiddag.
"Men det er simpelthen ikke godt nok. Til den tid er der skrevet mange artikler," siger hun.
Hun understreger, at der efter hendes mening skal meldes klart ud nu - uanset hvad planerne er med centeret.
Tidligere beroliget de ansatte
Både Lars Løkke Rasmussen og skatteminister Kristian Jensen har tidligere været ude og berolige de ansatte.
Dengang skyldtes det, at der i Finansministeriets rapport om oprettelsen af centeret stod, at det vil medføre færre it-arbejdspladser i staten.
Og som reaktion på fagforeningens hårde kritik dengang af kommunikationsniveauet til medarbejdere sagde Kristian Jensen:
"Hvis det bliver besluttet, at Skatteministeriet skal have den her opgave, så skal vi have lavet en klar drejebog for, hvordan medarbejderne skal orienteres, fastholdes, og hvordan skal de inddrages og være med til at bygge deres fremtidige arbejdsplads op".
Det har endnu ikke været muligt at få hverken Kristian Jensens eller Lars Løkke Rasmussens kommentarer.