Indhold
Intel investerede i 2002 10 millioner dollar i den taiwanske LCD-skærmsspecialist, Toppoly Optoelectronics. Samarbejdet har nu båret frugt, og de første strømbesparende LCD-skærme er allerede sendt ud til pc-producenter til evaluering.
Med lanceringen af Centrino-platformen til bærbare pc'er lykkedes det for Intel at lancere en platform for særdeles strømbesparende pc'er. Men der er stadig områder, hvor det kan blive meget bedre.
En af de helt store strømslugere i bærbare pc'er er LCD-skærmen, og resultatet af Intels samarbejde med Toppoly Optoelectronics ser nu ud til at have løst en del af det problem.
De nye LCD-skærme bruger nemlig kun omkring tre watt, mens en almindelig LCD-skærm kræver omkring ti watt.
Den kraftige besparelse bringer Intel tættere på målet, der er en bærbar pc, som kan arbejde en hel dag på én opladning.
Strømbesparelsen er opnået ved at nedsætte strømforbruget i alle dele af skærmen. Controllere samt selve LCD-materialet bruger simpelthen mindre strøm end tidligere generationer, og det har medført de store besparelser.
Men her stopper Intel ikke. Firmaet har planer om at kunne levere de første prøver på LCD-paneler, der bruger under 2,5 watt, allerede i år. I 2006 skal strømforbruget være mindre end 1,8 watt.