Indhold
Når Open Enterprise Server bliver frigivet mod slutningen af året, et helt år før oprindelig planlagt, vil serveren understøtte både Novell Netware og SUSE Linux.
Open Enterprise Server vil indeholde NetWare 7, SUSE Linux Enterprise Server 9 og en række netværkstjenester inklusive Nterprise Linux Services, der sørger for fredelig sameksistens mellem SUSE Linux og Netware.
Brugere kan arbejde med filer på tværs af de to, og printe hvad de vil, uanset om fil-tjenesten styres af Linux eller NetWare. Man kan for eksempel have Netware til at håndtere print, mens Linux håndterer filer i samme miljø.
Med Open Enterprise Server får Novell kunder mulighed for at migrere dele af netværket til Linux. Samtidig får kunderne mere fleksibilitet og kan anvende de samme administrationsværktøjer i blandede miljøer med både Linux, Netware og Microsoft Windows servere.
Novell Open Enterprise Server vil blive tilgængelig mod slutningen af året, hvor Novell desuden vil offentliggøre priser og licensering af produktet.