Artikel top billede

Forældre presser skoler til at bruge Microsoft-udstyr

Pres fra Microsoft-glade forældre er en del af forklaringen på, at få danske skoler bruger open source-programmer som OpenOffice.

Forældrene og lærerne i den danske folkeskole foretrækker, at børnene bruger Microsoft Office.

Det er en del af forklaringen på, at næsten alle skoler i landets fem største byer vælger Microsofts Office-pakke fremfor open source-alternativer som OpenOffice eller StarOffice.

I Københavns Kommune har en del skoler forsøgt sig med open source-alternativer til Office-pakken, men i dag bruger alle skoler Office-pakken på elevernes computere, fortæller Karl-Erik Andersen, der er kontorchef i Københavns Kommune.

"Der har været en række forsøg med open source på skolerne i København, men hver gang er forsøgene strandet på, at forældrene ikke synes, at det er en god ide. Flertallet af forældrene vil helst have, at børnene bruger de programmer, som de selv kender fra arbejdspladsen og andre steder," siger Karl-Erik Andersen, der er it- og kontorchef i Københavns Kommunes Børne- og Ungdomsforvaltning.

Blev tvunget af kommune

En af de københavnske skoler, der har forsøgt sig med et alternativ til Microsofts Office-pakke, er Katrinedal Skole i Vanløse.

På de cirka 165 computere, som skolens elever har adgang til, har man i en årrække benyttet sig af Suns open source kontorpakke StarOffice, som skolerne har fået tilbudt gratis gennem de danske undervisningsinstitutionernes it-center, Uni-C.

It-vejleder på Katrinedal Skole, Peter Høstved, forklarer, at de fleste elever var tilfredse med StarOffice, men at mange af lærerne og forældrene ikke brugte programmerne på deres private computere, selvom skolen stillede programmet gratis til rådighed.

Derfor opstod der ofte problemer, når dokumenterne skulle flyttes frem og tilbage mellem skole og hjemmet.

Det fik skolens lærere til at gøre oprør, og da kommunen kort tid efter indførte en it-politik, der indebar, at computere i kommunen skal køre med Microsoft Office, var der ingen vej tilbage, fortæller Peter Høstved.

"Vi var den sidste fribytterskole i København, som jeg plejer at kalde det. I dag bruger vi Microsoft Office, fordi kommunen til sidst kom og vred armen om på os. Det er jeg rigtig ked af, fordi selvom vi får en klækkelig rabat, mener jeg ikke, at Office-pakken er den høje licens værd," siger Peter Høstved.

Kommune: Skoler har frit valg

Karl-Erik Andersen, der er it-chef med ansvaret for de københavnske skoler, afviser overfor Computerworld, at kommunen har presset skolen til at skrotte StarOffice.

"Jeg forstår slet ikke den udlægning. Jeg vil ikke afvise, at skolen muligvis har følt et moralsk pres her fra afdelingen, hvor nogen har ment, at det ville være lettere, hvis skolen brugt Office-pakken. Men politikken her i kommunen er, at vi støtter skolerne i deres beslutning, hvis de ønsker at afmelde deres licenser og gå over til open source," siger Karl-Erik Andersen.

Han understreger, at beslutninger om valg af kontorpakker på elevernes computere afgøres af skolebestyrelsen på den enkelte skole.

KL kender problemet

Men Katrinedal Skole er næppe den eneste skole i Danmark, der har oplevet at møde modstand hos forældre og lærere, når de fravælger Microsoft-programmer. Den problematik kender Michael Hald, der er er it-konsulent Kommunernes Landsforening, også.

Han vurderer, at pres fra forældrene er en af årsagerne til, at open source-alternativer ikke er særligt udbredte på landets Folkeskoler.

"Der kan opstå konverteringsproblemer, når børnene er startet på en opgave i OpenOffice, men skal arbejde videre derhjemme, hvor mor og far bruger Word. I sådanne tilfælde går der ikke lang tid før skolen får utilfredse forældre i røret, der ikke kan forstå, hvorfor skolen bruger nogle programmer, som de ikke kender," siger Michael Hald.

Men ofte er det ofte blot en rygmarvsreaktion fra folk, der ikke har erfaringer med andre programmer end Microsofts, forklarer, Jens Kjellerup, der er it-chef for Børn og Unge-afdelingen i Århus Kommune.

Han har selv har været med til at indføre OpenOffice i Psykatrien i Århus.

"I Psykiatrien oplevede vi endda en lille effektivitetsfremgang, da vi indførte OpenOffice. Min erfaring er at den psykologiske barriere hos brugerne oftest er den største hindring for at indføre open source-programmer," siger Jens Kjellerup.




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Brother Nordic A/S
Import og engroshandel med kontormaskiner.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
Sådan bruger du aktivt AI til at styrke din cybersikkerhedsindsats

Kan AI styrke din cybersikkerhed og forebygge f.eks. ransomwareangreb? Ja – og endda særdeles effektivt! På denne konference kan du blive klogere på, hvordan du i praksis anvender AI til at styrke dit sikkerhedsniveau – og gøre cyberbeskyttelsen mere fleksibel.

27. november 2024 | Læs mere


Styrk din virksomhed med relevant, pålidelig og ansvarlig AI integration med SAP

Kom og få indsigt i, hvordan du bruger AI til at transformere og effektivisere dine arbejdsgange. Vi kigger nærmere på AI-assistenten Joule, der vil revolutionere måden, brugerne interagere med SAP’s forretningssystemer. Og så får du konkret viden om, hvordan du kommer i gang med at bruge AI til at booste din forretningsudvikling.

03. december 2024 | Læs mere


Fyr op under vækst med dataanalyse, AI og innovation

Hvor langt er den datadrevne virksomhed nået i praksis? Det kan du høre om fra virksomheder, som har foretaget transformationen. Du kommer også til at høre, hvordan de anvender AI i processen, hvilke mål de har nået, hvordan de har høstet gevinsterne og hvilke nyskabelser, der er på vej i horisonten.

04. december 2024 | Læs mere