Computerworld News Service: Det globale forbrug på it-produkter og -tjenester målt i dollar vil falde med tre procent i 2009, men efterfølgende vil det vende stærkt tilbage med ni procents vækst i 2010, hedder det i en rapport fra Forrester Research.
Markedet oplevede ifølge Forrester en vækst på otte procent i 2008.
Den økonomiske recession i USA og andre lande er hovedårsag til nedgangen i 2009, som samtidig er blevet forstærket af dollarens voksende styrke, hedder det i rapporten.
Når virkeligheden anskues gennem euro-briller, vil det globale it-forbrug i 2009 "få en positiv stigning på seks procent, men så glide ned på tre procent i 2010, idet euroen begynder at vinde frem igen over dollaren," forklarer rapporten.
Forrester bemærker, at "den ideelle måling af det globale it-markeds vækst ville benytte sig af en vifte af lokal valuta afvejet efter hver geografiske regions andel af det globale it-marked."
I dette perspektiv vil it-forbruget stige med tre procent i år og seks procent i 2010.
Kunne være værre
Denne fremtidsudsigt kunne være værre, mener analytiker hos Forrester Research, Andrew Bartels.
"I det nuværende klima kan dårlige nyheder faktisk være gode nyheder, så længe de ikke er katastrofalt dårlige," siger han.
Visse teknologiske områder vil klare sig bedre end andre.
Forbruget på software vil i år forblive jævnt i forhold til 2008, mens der ifølge Forrester vil forekomme fald i forbruget på kommunikationsudstyr, it-tjenester og computerhardware.
Servervirtualiserings-teknologi reducerer behovet for fysiske servere, fortæller Bartels.
Og virksomheder går muligvis og venter med at opgradere deres pc'er og bærbare og læner sig måske endda mere op af smartphones, tilføjer han.
"It-chefer tænker muligvis: 'Vores sælgere kan gøre alt, hvad de har behov for, på en BlackBerry'," siger han.
Samtidig er der vækst i branchespecifikt computerudstyr, såsom den næste generation af RFID-systemer (radiofrekvensidentifikation), fortæller Bartels.
Forrester gør dog opmærksom på, at disse vurderinger er baserede på antagelser om, at recessionen vil begynde at aftage fra næste halvår, mens dollarens styrke samtidig vil falde en smule.
Bartels henviser til faktorer som lavere energipriser, en optøning af det kommercielle kreditmarked samt udsigterne til en stor økonomisk stimuleringspakke fra den kommende Obama-administration som årsager til at tro, at økonomien vil vende inden længe. Det kan dog tage længere tid for fremkommende markeder at komme på fode igen, tilføjer han.
Oversat af Thomas Bøndergaard