Ved årsskiftet overtog danske mermaid technology alle aktier i den svenske virksomhed Norden Media Solutions AB. Prisen er godt 2,3 millioner kroner, som erlægges i aktier i mermaid technology a/s.
Etableringen på det svenske marked sker dels for at drage fordel af vækst i markedet for digital skiltning, dels for at skabe et bedre fundament for ekspansion i Finland og Tyskland.
"Svenske Media Solutions har været et pionerselskab inden for digital skiltning i Sverige, og overtagelsen passer godt ind i vores samlede strategi for Skandinavien og Nordeuropa," siger Henrik Johnsen, administrerende direktør, mermaid technology.
Administrerer 800 skærme
Media Solutions har i dag aftaler med blandet andre Burger King, Peak Performance og den svenske ejendomsmæglerkæde Skandia Maklarna.
Firmaet administrerer mere end 800 skærme og er totalleverandør indenfor konceptet digital skiltning eller digital signage
I praksis betyder overtagelsen, at mermaid viderefører alle Media Solutions aktiviteter og bibeholder selskabets kontorer i henholdsvis Stockholm og Västerås. Mermaid overtager også selskabets otte medarbejdere.
Media Solutions forventer at omsætte for godt 11 millioner svenske kroner i 2009.
Den ene af Media Solutions to aktionærer, Fredrik Skoglund, fortsætter i selskabet som både medarbejder og aktionær, mens den anden aktionær, Investeringsselskabet AB Arvid Svensson, bliver aktionær i mermaid technology.