Artikel top billede

Illustration: Duncan Walker / Kelvin Wakefield / iStockphoto (Foto: copyright of duncan p walker / Duncan P Walker)

Diktaturer kan frit købe dansk overvågning

En succesrig dansk producent af overvågningssoftware har forhandlere i lande, der massivt undertrykker deres befolkninger. Virksomheden har ingen kontrol med, hvem kunderne er.

Den danske producent af overvågningssoftware Milestone Systems har forhandlere i lande, der massivt undertrykker deres befolkninger.

"Vi ved meget lidt om, hvem vores slutkunder er," siger Milestone Systems administrerende direktør, Lars Thinggaard, til Computerworld.

Milestone er en af dansk it's succeshistorier. Og ambitionerne er store.

"Vi kan blive overvågningsindustriens svar på Microsoft, sagde Lars Thinggaard i august 2008 til Computerworld.

I lighed med Microsofts programmer er Milestones Systems videoovervågningssoftware særdeles populært i store dele af verden.

Det i en sådan grad, at virksomheden på sin hjemmeside oplyser, at den sælger sine produkter til Kina og desuden har distributører, partnere eller forhandlere i blandt andet Iran, Saudi-Arabien og Sudan.

Milestone planlægger i øjeblikket at etablere et datterselskab i Kina, og så sent som i oktober var virksomheden i Kina med statsminister Anders Fogh Rasmussen.

Under besøget holdt Lars Thinggaard møder med den kinesiske sikkerhedsindustri, og deltog sammen med den danske statsminister i et møde med højtstående kinesiske politikere, hvor det blev demonstreret, hvordan Milestones software kan bruges til overvågning af vindmølleparker og vandrensningsanlæg.

Det får menneskerettighedsorganisationen Amnesty International til at hæve øjenbrynene. Organisationen finder det bekymrende, at Milestone gør forretning i lande, der er kendt for omfattende brud på menneskerettighederne.

Kan undertrykke befolkning

"Vi frygter, at regeringer i diktaturstater køber produkterne og bruger dem som led i deres voldsomme undertrykkelse af befolkningen. Eksempelvis ved at overvåge demonstrationer og registrere politiske modstandere," siger Ole Hoff-Lund, der er pressechef for Amnesty International i Danmark.

Derfor fraråder menneskerettighedsorganisationen helt, at virksomheder, der som Milestone producerer produkter, som kan misbruges til brud på menneskerettigheder, sælger deres produkter til staten i lande, der krænker borgernes menneskerettigheder.

Kan identificere kriminel eller mistænkelig adfærd

"Selvom om virksomhederne sælger produkterne til undervisningsministeriet eller andre dele af regeringsapparatet, der umiddelbart virker uskyldige, kan virksomhederne risikere, at staten bruger produkterne i en helt anden sammenhæng", advarer Amnesty International.

Milestones intelligente video­software kan ifølge virksomhedens egen hjemmeside hjælpe politi eller sikkerhedspersonel med at identificere kriminel, unormal eller mistænkelig adfærd på offentlige pladser og veje.

Den danske overvågningsvirksomhed tilbyder også automatiserede overvågningsfunktioner, der afgiver alarmer, hvis eksempelvis uønskede personer eller biler entrer et bestemt område

Greg Walton er en britisk forsker hos Centre for International Studies på University of Toronto i Canada. Han har gennem mange år forsket i Kinas brug af overvågningsteknologi.

Han mener, at der er god grund til at være bekymret over Milestones salg af overvågningsteknologi til lande, der overtræder menneskerettighederne.

"Jeg ved med sikkerhed, at videoovervågningsteknologi bliver brugt til at overtræde menneskerettigheder og pågribe systemkritikere i Kina og Tibet. Når virksomheder ikke har kontrol over, hvem der køber deres produkter i diktaturstater, er der en helt reel risiko for, at de bliver brugt til brud på menneskerettigheder," siger Greg Walton.

Kameraer i massakre

I samarbejde med den canadiske menneskerettigheds-organisation Rights & Democracy udgav Greg Walton allerede i år 2000 en rapport om Kinas brug af overvågningsteknologi. Efterfølgende har den verdenskendte journalist og forfatter Naomi Klein fremhævet ham som den første, der gjorde verden opmærksom på Kinas kraftige teknologiske oprustning på overvågningsområdet.

Greg Walton fortæller, at de kinesiske myndigheder gjorde brug af videokameraer allerede i forbindelse med myndighedernes brutale nedkæmpelse af studenteroprøret på Den Himmelske Freds Plads i 1989, hvor hundredvis af demonstranter mistede livet.

Produkter kan misbruges

Dengang var kameraerne på Den Himmelske Freds Plads ikke udstyret med moderne software, men ifølge Greg Walton blev demonstranterne på pladsen optaget med britisk producerede kameraer, som den kinesiske regering havde indkøbt som trafikkameraer hos producenten Siemens Plessey.

Selvom den danske overvågningsvirksomhed erkender, at den langt fra har kendskab til alle kunder og brugere af produkterne, har Milestone viden om, at virksomhedens produkter bliver brugt på iranske universiteter og til at overvåge olierørledninger i den saudiske ørken.

Lars Thinggaard, der er administrerende direktør his Milestone Systems, medgiver, at firmaets produkter kan misbruges af regimer som overtræder menneskerettighederne. Eksempelvis ved at bruge produkterne i forhørslokaler eller ved at overvåge demonstrationer.

"Jeg vil naturligvis have det meget dårligt, hvis jeg fandt ud af, at vores produkter blev brugt på den måde. Men det er vores distributører og forhandlere, der har ansvaret for, hvem vores produkter bliver solgt til. Desuden sælger vi også vores produkter på internettet, hvor det er muligt at oplyse falsk identitet," siger Lars Thing­gaard.

Selvom Milestone Systems ikke ønsker sine produkter brugt til overtrædelser af menneskerettighederne, erkender Lars Thinggaard at ordet ‘menneskerettigheder' ikke er nævnt med ét ord i firmates licensaftaler.

Milestone har heller ikke instrueret virksomhedens forhandlere om, hvem produkterne må sælges til eller til hvilke formål produkterne må bruges.




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Fiftytwo A/S
Konsulentydelser og branchespecifikke softwareløsninger til retail, e-Commerce, leasing og mediebranchen.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
PCI og cloud-sikkerhed: Strategi til beskyttelse af betalingsdata

Er din organisation klar til de nye PCI DSS 4.0-krav? Deltag i vores event og få indsigt i, hvordan du navigerer i compliance-udfordringerne i en cloud-drevet verden.

16. januar 2025 | Læs mere


Strategisk It-sikkerhedsdag 2025, Aarhus: Viden om trusler og tendenser – Beskyt din virksomhed

Gå ikke glip af årets vigtigste begivenhed for it-sikkerhedsprofessionelle! Mød Danmarks førende eksperter, deltag i inspirerende diskussioner og få praktisk erfaring med de nyeste teknologier. Bliv klogere på de seneste trusler og lær, hvordan du bedst beskytter din virksomhed mod cyberangreb. Tilmeld dig nu og vær på forkant med fremtidens cybersikkerhedsudfordringer.

21. januar 2025 | Læs mere


Strategisk It-sikkerhedsdag 2025, København: Viden om trusler og tendenser – Beskyt din virksomhed

Gå ikke glip af årets vigtigste begivenhed for it-sikkerhedsprofessionelle! Mød Danmarks førende eksperter, deltag i inspirerende diskussioner og få praktisk erfaring med de nyeste teknologier. Bliv klogere på de seneste trusler og lær, hvordan du bedst beskytter din virksomhed mod cyberangreb. Tilmeld dig nu og vær på forkant med fremtidens cybersikkerhedsudfordringer.

23. januar 2025 | Læs mere