Et stort anlagt it-projekt fik den kolde skulder fra TDC-ledelsen. Sådan forklarer tidligere it-direktør Jørgen Jakobsen årsagen til sin afgang.
"Det, der var triggeren til, at jeg ville prøve noget andet var, at vi udskød hele det her it-investeringsprogram som led i strategiprocessen over sommeren," forklarer han.
Der er dermed ikke tale om en direkte konsekvens af Jens Alders afskedigelse i går.
"Min beslutning blev taget henover sommerferien, og jeg lavede i august en aftale med Jens Alder om at forlade TDC. Det er tilfældigt, at de kommer på samme tid nu," siger han.
Skammekrogen
Før det kom så vidt, havde Jørgen Jakobsen ellers lagt en storstilet it-strategi for TDC, der bestod af tre faser, der skulle gennemføres over en årrække.
De første to faser blev gennemført, mens den tredje fase, der angav retningslinjerne for fremtidige it-investeringer, kun delvist blev ført ud i livet. Selve investeringerne blev nemlig sat i skammekrogen, udsat på ubestemt tid.
Selve planen lå ellers parat, forklarer Jørgen Jakobsen.
"Vi havde et klart billede af, at når TDC skulle investere i ny it, hvad det så var for systemer, og hvor det skulle føre os hen," siger Jørgen Jakobsen.
Skuffelsen
Men så kom TDC aldrig videre i effektueringen af netop den plan. Ledelsen sendte nemlig andre ting på agendaen i stedet. Det respekterer Jørgen Jakobsen, men han lægger ikke skjul på sin skuffelse.
"Vi var selvfølgelig nødt til at prioritere andre investeringer, som gav en større værdi for vores kunder, så vi prioriterede mobilbredbånd-udbygningen og andre ting højere. Det betød, at it-projektet var udskudt på ubestemt tid. Det at investere i mobilbredbånd var vigtigt, men det er klart, at på det personlige plan, så er det ærgerligt," erkender Jørgen Jakobsen.
Afskeden
Det blev i sidste ende afgørende for Jørgen Jakobsens beslutning om at forlade firmaet.
"Når vi nu ikke skulle videre udover banen på investeringsprogrammet med nye it-systemer, så lavede jeg aftalen med Jens Alder om at forlade firmaet," siger han.
Jørgen Jakobsen ærgrer sig over, at fokus røg fra it-investeringer til mobilt bredbånd. Han havde set frem til at få arbejdshandskerne på og komme i gang med at gennemføre det ambitiøse it-projekt.
"Personligt havde jeg glædet mig utrolig meget til, at TDC skulle have nye og meget bedre it-systemer, så det er ærgerligt. Det havde været en kæmpe udfordring at gå i gang med," siger han.
Fremtiden
Jørgen Jakobsen har endnu ikke besluttet, hvad fremtiden skal bringe. Han skal lige sunde sig først.
"I første omgang vil jeg godt have et par måneder, hvor jeg samler mine tanker," siger han.
Selvom Jørgen Jakobsen godt kan forestille sig et job væk fra it-branchen, erkender han, at det nok er mest sandsynligt, at det bliver i den branche, han også er at finde i fremtiden.
"Jeg har brudt rammer mange gange i min karriere, men jeg synes, it-branchen er frygtelig spændende at arbejde i, og jeg synes, jeg har haft et af de mest spændende CIO-jobs i Danmark," siger han.
Med sine kun 41 år, glæder han sig også over de mange nye ting, han får muligheden for at kaste sig over nu.
"Der er masser af udfordringer derude, og jeg glæder mig bare til at tage hul på den næste del af min karriere. Jeg er sikker på, at det kommer til at grænse til it. Om det så er i en virksomhed eller mere på konsulent-siden, eller måske i en af de store it-leverandører, det ved jeg ikke. Det skal jeg finde ud af," siger han.