Indhold
3. maj 1999: En ingeniør fra Taiwan har tilstået overfor politiet, at det er ham, som har skrevet den virus, som i slutningen af sidste måned ødelagde indholdet på næsten en halv million computere, fortrinsvis i Asien.
Men nu viser det sig, at politiet ikke har fået anmeldelser om et CIH-angreb. Derfor kan de foreløbig ikke sigte Chen Ing-hau, der ellers havde stået til tre års fængsel.
- Han er ikke kriminel her i landet, så længe der ikke kommer nogle klager. Det eneste vi kender til problemerne er, hvad vi har læst i den udenlandske presse, siger en talsmand for Taiwans politi.
Den 24-årige Chen Ing-hau, som i øjeblikket aftjener sin værnepligt, skrev virussen CIH mens han læste til ingeniør, og opkaldt den efter sine egne initialer. Ifølge flere rapporter blev han fældet, fordi han havde pralet med sine bedrifter til sine daværende klassekammerater, og advaret dem mod at downloade den til deres computere.
En variant af CIH, som også stammer fra den 24-åriges hånd, går under navnet "Tjernobyl", fordi den kun slår til den 26. april, årsdagen for den store kernekraft-ulykke i Ukraine. http://www.pcworld.dk/nyheder/nyhed_vis.asp?id=2023">Den ødelægger indholdet på harddiske og er desuden istand til at overskrive computerens BIOS, der styrer flere vigtige systemfunktioner.