Hvis du køber et nyt tv eller en ny computer, kan du ende med automatisk at blive tilmeldt medielicensen.
DR udsender nemlig automatisk giro-kort, hvis selskabet modtager besked om, at en dansker, der ikke i forvejen betaler licens, har købt en computer.
Computerworld er kommet i besiddelse af en brevudveksling, der dokumenterer, at DR tidligere har tilmeldt forbrugere direkte til licens-betaling ud fra de informationer, som radio/tv-forhandlerne har indberettet til DR.
DR har altså tilmeldt kunden til licens-betaling uden at spørge først. Og det giver licensreglerne ikke lov til.
DR: Sådan har praksis været
Hos DR erkender man, at fremgangsmåden har fundet sted.
"Det er rigtigt, at de forhandlerindberetninger, DR har fået, har ført til, at de, som ikke i forvejen var tilmeldt licens, modtog et brev med et girokort. Sådan har praksis været," siger Lotte Boas, leder af Licenskontorets kampagner.
DR retter sig efter Kulturministeriet
Efter at en borger har klaget til Folketingets Ombudsmand, der sendte klagen videre til Kulturministeriet, bliver den pågældende praksis nu stoppet.
Kulturministeriet skriver i brevet til DR, som Computerworld er i besiddelse af, at DR skal ændre fremgangsmåde.
"Kulturministeriet er enig i, at det skal sikres, at det fremover ikke forekommer, at kunder uden videre tilmeldes licens som følge af, at kunden har erhvervet et licenspligtigt apparat og vil indskærpe dette overfor DR," står det i brevet.
Den melding har man taget til sig hos DR.
"Vi ser på sagen lige nu. Ingen kunder, der fremover bliver indberettet fra en forhandler, vil modtage et brev med et girokort. Det er slut nu - uanset hvordan vi har gjort hidtil," siger Lotte Boas.
Licenskontorets kampagnechef erkender da også, at fremgangsmåden er et levn fra dengang, licensreglerne var anderledes.
"Inden medielicensen var det lidt nemmere at afgøre, hvad der var et licenspligtigt apparat, men principielt er det jo ikke længere en holdbar løsning, nu hvor købet af en pc ikke alene er licenspligtigt. Derfor tager vi Kulturministeriets pålæg til efterretning," siger Lotte Boas, kampagneleder i Licenskontoret.
Det er ikke første gang, DR er i licensproblemer. Tilbage i juni kom det frem, at halvdelen af de danske virksomheder ikke betaler licens, som de ellers skal i følge den omdiskuterede lov.