Artikel top billede

Foto: Torben Klint

Sådan styrer du den vanskelige logistik

Klumme: Flere logistik-løsninger kan forhindre, at kunder og penge bliver brændt af.

Lad mig sige med det samme: Logistik og fragt er noget af det, jeg synes er mest kedeligt, og min viden på området er heller ikke særlig stor. Men der er ingen tvivl om, at emnet er uhyre vigtigt, og der er virkelig muligheder for at brænde penge og kunder af her. Her er modellerne:

Dropshipping: Den ubetinget nemmeste løsning er dropshipping. Det betyder, at du aldrig har varerne på lager, men lader producent eller distributør shippe dem direkte til dine kunder.

Fordelen er, at du ikke skal have penge bundet i lageret, at du ikke skal håndtere lager, udsending, retur med mere.

Ulempen er, at du ikke har fuldt styr på hele værdikæden. Hvis din samarbejdspartner ikke er 100 procent pålidelig, så går det ud over din troværdighed og forretning.

Hjemme-modellen: Den typiske begyndermodel er, at du køber varerne hjem og har dem stående i garagen. Hver gang du får en ordre, går du ud og pakker den og kører på posthuset.

Fordelen er, at du kan komme i gang med det samme, og du har styr på alt, på nær selve leveringen af pakken.
Ulempen er, at du skal bruge penge på at være lagerførende, du skal bruge plads til varerne, du skal pakke tingene, køre dem på posthuset, kort sagt gøre alt selv, og det er svært at skalere.

Det lyder romantisk, men når du skal pakke 20 pakker på køkkenbordet, alt flyder i bølgepap og små hvide fiduser, og pladsen under din seng er fyldt op med havenisser, så kan noget af det romantiske gå af det.

Lagerhotel-modellen: Modellen for den lidt større e-butik er typisk at outsource logistikfunktionen. Det er den model, som blandt andre Trendybaby.dk benytter sig af, og det betyder, at medarbejdere ikke skal bekymre sig om at holde styr på lageret, pakningen og fragten.

Ordrerne løber automatisk ud til lageret, og her står man for resten. Trendybaby.dk skal blot sørge for at bestille varer til lageret.

Fordelen er, at den er fuldt skalerbar, og omkostningerne typisk er variable. Så er der ingen ordrer om sommeren, er der heller ikke de store omkostninger til logistik og lager.

Dertil giver modellen arbejdsro og overblik. Man betaler typisk efter, hvor meget man har liggende, og hvor mange ordrer der skal ekspederes.

Ulempen er, at man skal have en vis volumen for at benytte modellen, og man afgiver også en del af sit indblik i værdikæden. Så vælger man en dårlig leverandør, kan det give forretningen badwill.

Stordrift-modellen: Lav det hele selv og hav alt på lager inhouse. Det er modellen for den store virksomhed, der vil have styr på hele værdikæden. Den kræver plads til eget lager og pakning og medarbejdere til at holde det kørende.

Fordelen er, at man har godt styr på værdikæden, og at man, hvis pladsen tillader det, kan skalere godt.
Ulempen er, at det koster mange penge at etablere sit 'setup', og at man typisk skal have flere fastansatte medarbejdere, der kræver at få løn, uanset hvordan det går med salget. Der skal virkelig en stor volumen til at retfærdiggøre denne model.

Hvilken model, man vælger, afhænger helt af ambitioner, penge og strategi. Men husk, uanset hvad, så afhænger din succes for en stor del af, om du kan styre logistikken, så tag den dødalvorligt!

Martin Thorborg er medstifter af Spamfighter, adm.dir. og stifter af Amino.dk samt forfatter til en bog om effektiv e-handel.

Computerworlds klummer er ikke nødvendigvis udtryk for Computerworlds holdninger, men er alene udtryk for skribentens holdninger.




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Despec Denmark A/S
Distributør af forbrugsstoffer, printere, it-tilbehør, mobility-tilbehør, ergonomiske produkter, kontor-maskiner og -tilbehør.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
Sådan bruger du aktivt AI til at styrke din cybersikkerhedsindsats

Kan AI styrke din cybersikkerhed og forebygge f.eks. ransomwareangreb? Ja – og endda særdeles effektivt! På denne konference kan du blive klogere på, hvordan du i praksis anvender AI til at styrke dit sikkerhedsniveau – og gøre cyberbeskyttelsen mere fleksibel.

27. november 2024 | Læs mere


Styrk din virksomhed med relevant, pålidelig og ansvarlig AI integration med SAP

Kom og få indsigt i, hvordan du bruger AI til at transformere og effektivisere dine arbejdsgange. Vi kigger nærmere på AI-assistenten Joule, der vil revolutionere måden, brugerne interagere med SAP’s forretningssystemer. Og så får du konkret viden om, hvordan du kommer i gang med at bruge AI til at booste din forretningsudvikling.

03. december 2024 | Læs mere


Fyr op under vækst med dataanalyse, AI og innovation

Hvor langt er den datadrevne virksomhed nået i praksis? Det kan du høre om fra virksomheder, som har foretaget transformationen. Du kommer også til at høre, hvordan de anvender AI i processen, hvilke mål de har nået, hvordan de har høstet gevinsterne og hvilke nyskabelser, der er på vej i horisonten.

04. december 2024 | Læs mere