IP-telefoni er ikke altid lige stabilt, hvis det kører over et trådløst netværk med mange adgangspunkter. Det skal den nye trådløse standard 802.11r ændre på.
Ustabiliteten opleves ofte, når brugeren skifter mellem netværkets forskellige adgangspunkter, mens der tales i telefon.
Med de standarder, der er til rådighed i dag, tager overgangen mellem netværkets adgangspunkter omkring 100 millisekunder. Den tid kan halveres med den nye trådløse standard.
Det kan love godt for de ansatte i de danske fængsler. De har nemlig en risikofyldt hverdag, hvor ustabilitet ikke kan accepteres. Det fortæller Lars Vinther, der er it-chef i Kriminalforsorgen. Han udvikler de it-løsninger, der skal sikre de danske fængselsbetjente en tryg og sikker arbejdsdag.
Derfor kan han se mange fordele i det nye og mere stabile trådløse netværk.
Udskyder trådløs IP-telefoni
Medarbejderne i kriminalforsorgen er i dag forsynet med almindelige mobiltelefoner, overfaldsalarmer og en almindelig, stationær IP-telefon.
Netop skiftet fra almindelig fastnet til IP-telefoni har været en succes i Kriminalforsorgen, der både har sparet penge og fået flere funktioner.
Han ser gerne en løsning, hvor overfaldsalarmen, GSM-telefonen og IP-telefonen integreres i én mobiltelefon, der kører på et trådløst netværk inden for fængselsmurerne, men automatisk skifter over til GSM-nettet uden for fængslets område.
"Vores ansattes sikkerhed afhænger af overfaldsalarmen, derfor skal den køre på et helt stabilt netværk. Men vi vil ikke forsøge os med det, før vi kan få en garanti for, at systemet er helt stabilt," siger Lars Vinther.
Derfor har Kriminalforsorgen indtil videre droppet tanken om trådløs IP-telefoni.
"Senest havde vi et forsøg med trådløs IP-telefoni i foråret. Her havde vi folk til at rende rundt og teste løsningen, men de kunne ikke få skidtet til at virke tilfredsstillende," siger Lars Vinther, som Computerworld i foråret nominerede til titlen 'årets it-chef'.
Intelligent switch
Teleanalytiker Torben Rune bekræfter, at der kan være problemer med at få IP-telefoni til at fungere stabilt på et netværk med mange trådløse adgangspunkter. Et problem, som den nye standard for trådløst netværk kan reducere.
"I dag er der er risiko for at opkaldet bliver afbrudt, når forbindelsen hopper fra et adgangspunkt til den anden," siger Torben Rune.
Ifølge Torben Rune kan du dog afhjælpe problemet, hvis du investerer i en særlig intelligent switch, som kan sikre, at data fortsat flyder i en konstant strøm, selvom der skiftes fra et trådløs adgangspunkt til et andet.
Desuden er det nødvendigt, at have tre til fire gange så mange adgangspunkter, som på et traditionelt netværk, hvis du skal opnå den optimale dækning.
Begrænset udbredelse
Torben Rune anslår at mindre end fem procent af de danske virksomheder benytter trådløs IP-telefoni og han tvivler på, at den nye standard vil få særlig stor indflydelse på udbredelsen. Han mener ganske enkelt ikke, at trådløs IP-telefoni er attraktivt nok sammenlignet med mobiludbydernes erhvervsabonnementer.
"Den trådløse teknologis udvikling vil betyde, at IP-telefoni bliver både bedre og billigere. Men det samme kommer til at gøre sig gældende for traditionel mobiltelefoni, hvor mobiludbyderne har luret, at den trådløse IP-telefon kan være udgøre en trussel mod det traditionelle mobilabonnement.
Derfor skræddersyer mobiludbyderne deres erhvervsprodukter sådan, at det lige akkurat kan betale sig at holde fast på mobilabonnementet," vurderer Torben Rune