Sundhedsministeriet har netop oplyst, at en læge skal vurdere, hvilke oplysninger borgerne har ret til at se fra deres egen sygejournal.
Det betyder i praksis, at borgernes mulighed for at logge ind og se journaloplysninger på sundhed.dk ligger i ruiner.
"Vi står i en grotesk situation lige nu, hvor lægerne fortsat må se journalerne, mens den patient, som det hele vedrører, ikke må se den i sin helhed," siger formand for regionerne, Bent Hansen.
"Det ligger meget langt fra mit billede af et sundhedsvæsen baseret på gennemsigtighed og åbenhed. Derfor må loven laves om hurtigst muligt, så det bliver muligt for borgerne elektronisk at se sin journal i sin helhed," siger han.
Computerworld har tidligere beskrevet, hvordan en embedslæge gjorde opmærksom på det juridiske problem.
Ulovlige adgang i dag
Allerede i dag kan borgerne i det gamle Viborg Amt logge ind og se deres oplysninger.
Det har ikke været muligt at få oplyst, om Bent Hansen har lukket denne adgang til sundhed.dk efter beskeden fra sundhedsministeriet.
I en pressemeddelse tordner Bent Hansen mod den nuværende lov.
Han mener, at det er helt ude af trit med den strategi, som regeringen ellers forfølger, at begrænse borgernes elektroniske adgang til deres egne data.
I både digitaliseringsstrategien for den offentlige sektor og i regeringsgrundlaget slår regeringen sig stort op på, at borgeren skal kunne følge sin egen sag og have adgang til det offentliges data om dem, forklarer han.
Minister tager dialogen
Sundhedsminister Jakob Axel Nielsen vil ikke blindt lave loven om, så sundhed.dk må visse journaloplysningerne.
Ministeren forklarer til Computerworld, at det er en prioriteret patientrettighed for ham, at patienter har ret til at se deres egen e-journal.
"På den måde kan patienten nemt og bekvemt følge med i egen sygdom og behandling," siger han.
Ministeren har dog sine forbehold.
"Men vi må sikre, at patienten ikke får ubehagelige - og måske uventede - budskaber "serveret" hjemme i stuen uden nogen mulighed for at stille spørgsmål og tale med en læge. Derfor må vi først have en dialog med regionerne om, hvordan vi får mere gennemsigtighed i sundhedsvæsenet og samtidig bevarer omtanken for patienten," siger Jakob Axel Nielsen.
Hårdt prøvet digital sundhed
Computerworld har tidligere beskrevet, hvordan forældre med børn under 15 år heller ikke har adgang til deres børn data via sundhed.dk.
Det skyldes, at den digital signatur kun gives til personer over 15 år.
Også problemerne omkring EPJ-systemerne i landet har været hårdt kritiseret - og betød, at Dansk Folkeparti kort inden sommerferien lovede flere penge til området.
Noget ingen af de øvrige partier øjensynligt har kastet sig ind i.
Computerworld har beskrevet forskellige problemer patienter har været udsat for i i forhold til primært koordineringen mellem regionernes forskellige epj-systemer.
Herunder er beskrevet nogle af eksemplerne:
"Din journal er desværre sendt videre".