Det er i år 13. gang, at Computerworld kårer Danmarks dygtigste it-virksomheder.
Og det bliver uhyggeligt spændende, for ud over afsløringen af de dygtigste virksomheder vil en række talere sætte fokus på it-branchens muligheder for at skabe vækst i det kommende år, hvor de generelle økonomiske vækstudsigter i samfundet ikke når over en procent.
Computerworld Top 100 finder sted den 24. september på Axelborg i hjertet af København.
Her slår vi dørene op til de stilfulde lokaler klokken 12.00.
De næste seks timer vil programmet så veksle mellem kåringen af de dygtigste it-virksomheder, indsigtsfulde indlæg og pleje af netværket.
Top 100 er Computerworlds årlige analyse af it-branchen, der finder Danmarks dygtigste it-virksomheder ved at veje nøgletal fra selskabernes senest tilgængelige regnskaber.
I løbet af denne eftermiddagskonference kårer vi så de dygtigste virkomheder inden for hardware, software, it-service og it-afsætning.
På konferencen hædres også de virksomheder, der har klaret sig bedst i 13 underkategorier.
Endelig afsløres Danmarks it-superliga med årets vækstkomet, sværvægter, supersværvægter og naturligvis Danmarks dygtigste it-virksomhed.
Knivskarpe analyser
Men ud over de makroøkonomiske konklusioner fra Top 100 bliver der også mulighed for at høre partner i Deloitte, Kim Gerner give en knivskarp analyse af den danske it-branches forventninger til det kommende år på baggrund af de helt dugfriske tal fra "Deloitte IT-vækstbarometer 2008".
En analyse der peger frem mod it-branchens muligheder for at skabe vækst.
Storkunde vil fortælle
En ny storkunde for it-branchen bliver Statens It, der over de næste tre år skal samle 15 ministeriers it-opgaver.
Det vil direktør i Statens It, Jan Cilius, fortælle om i sit indlæg.
Grøn it er både på it-branchens og verdens vækstdagsorden.
Formanden for IT-Branchens Grøn it-kampagne og administrerende direktør for HP i Danmark, Keld Jersild Olsen fortæller, hvorfor fremtiden tilhører de virksomheder, der griber den grønne bølge nu.
Karrierediplomaten og den tidligere it-chef i Udenrigsministeriet, Svend Olling fortæller, hvordan branchen kan gøre sig gældende på det klimatopmøde i København næste år, som han er ansvarlig for.
Men det er jo ikke nok at have fat i tendenserne. Der skal karma til - Company Karma - som professor og forfatter Steen Hildebrandt og Christian Stadil skriver i bogen af samme navn.
Hvorfor - det fortæller Steen Hildebrandt om på Computerworld Top 2008.
Derudover vil der være debat om sourcing af udviklingsaktiviteter. Og Preben Mejer fra Innovation Lab vil kigge i krystalkuglen og give et bud på, hvad der er på vej.
Hele eftermiddagen bliver indsigtsfuld og underholdende kædet sammen af en af it-danmarks skarpeste hjerner, Henrik Zangbenberg, der ud over at skrive klummer i Computerworld også er uafhængig it-strategisk rådgiver.
Så læs programmet og bestil din billet eller et helt VIP-bord på www.cwevents.dk.
Jeg glæder mig til at se jer den 24. september på Axelborg i København.
Med venlig hilsen
Jan Horsager
chefredaktør, Computerworld