Dells kommende netbook, der skal tage kampen op med produkter som Eee PC og MSI Wind, kommer i både en XP- og i en Ubuntu 8.04-version.
Netbook er en betegnelse for de helt små og lette bærbare computere, der i øjeblikket vrimler frem på markedet.
Mini-maskinen fra er blevet døbt Inspiron 910, og ifølge rygterne skulle den blive præsenteret 22. august.
En Asus-dræber fra en af de helt store pc-producenter venter således lige rundt om hjørnet.
Netbook'en fra Dell byder på en ni-tommer skærm med en opløsning på 1024 x 600, en Atom-processor på 1,6 gigahertz, op til en gigabyte hukommelse, flash-harddisk, og så kan den erhverves med enten Ubuntu 8.04 eller Windows XP, alt efter temperament.
Vægten er på lige godt et kilo.
Kom an, Asus
Prisseddlen på Dell-maskinen skulle blive på 299 dollar, hvilket med dagens kurs kan omregnes til 1.520 kroner.
De høje afgifter vil dog med stor sandsynlighed presse den danske pris på maskinen i vejret.
Canonical, der er firmaet bag Ubuntu, har tidligere givet indikationer om, at firmaet vil finde en eller flere store pc-producenter, der kan distribuere operativsystemet, og Dells Inspiron 910 kunne bliver et konkret udspil.
Inspiron 910 udrustet med Ubuntu 8.04 bliver helt sikkert en hård konkurrent til Asus Eee PC, der sælges med det Linux-baserede operativsystem Xandros.