En lang række offentlige, digitale sundhedstjenester bliver ikke udnyttet af danskerne. Befolkningen er simpelthen ikke klar over, at de eksisterer.
Det viser en undersøgelse, Sundhed.dk har fået foretaget af Rambøll Management.
81 procent af danskerne ved for eksempel ikke, at man på nettet har mulighed for at chatte med andre patienter-grupper med samme sygdom samt professionelt sundheds-personale inden for seks sygdomsgrupper.
Lysten er ellers til stede, for over halvdelen af befolkningen kunne egentlig godt tænke sig at gøre det, viser undersøgelsen.
"De seks pilotprojekter på patientnetværk indgår netop nu i annoncer for Sundhed.dk i aviser og på nettet for at øge det generelle kendskab blandt befolkningen," siger direktør Morten Elbæk Petersen fra Sundhed.dk.
Han understreger, at han mener, at de seks netværk har gjort et godt stykke stykke arbejde for at fortælle om tilbuddet blandt de seks patientgrupper.
Det har ifølge direktøren udmøntet sig i, at der siden januar været over 600.000 sidevisninger fra 60.000 besøgende.
Antallet af besøgende i januar svarer altså nogenlunde til undersøgelsens resultat, der viser, at 0,7 procent af danskerne har besøgt netværkene.
A- og b-hold
Danskerne er heller ikke klar over, at de kan tjekke hvilket sundhedspersonale, der har haft adgang til deres personlige sundhedsoplysninger.
Hele 87 procent svarer, at de ikke vidste den service eksisterer på nettet.
Kendskabet til selve Sundhed.dk er dog mere udbredt, men fortsat kender knap halvdelen af befolkningen slet ikke til hjemmesiden, viser undersøgelsen.
Sundhed.dk blev sat i luften for fem år siden, og er tænkt som 'den samlede indgang til det digitale sundhedsvæsen'. Bag indgangen står de offentlige parter på sundhedsområdet
Direktøren for Sundhed.dk fremhæver, at kendskabet til Sundhed.dk angiveligt voksede sidste år. Han håber, at det også vil vokse i år.
"Vi når nok ikke op på 100 procent kendskab, for hvis man ikke tænker på sundhed, vil man næppe huske os eller vores annoncer for eksempel," siger Morten Elbæk Petersen.
Han understreger, at man vil følge både det generelle kendskab til Sundhed.dk og de enkelte tjenester og muligheder.
Fakta fra undersøgelsen
Vidste du, at man på nettet kan følgende - At patienter inden for seks forskellige sygdomskategorier kan chatte og debattere med hinanden samt med sundhedsfaglige
personer i regi af sundhedsvæsenet?
Nej: 80,9 procent
Ja, har prøvet: 0,7 procent
Ja, kender muligheden: 17,6 procent
Ved ikke: 0,9 procent
Hvis det var relevant for dig, ville du så debattere og chatte på nettet med andre patienter og sundhedsfaglige i et online patientnetværk?
Ja: 53,8 procent
Nej: 38,5 procent
Ved ikke. 7,7 procent
Vidste du, at man på nettet kan følgende - Se, hvilke sundhedsfaglige personer, der har haft adgang til dine personlige helbredsoplysninger?
Nej: 86,9 procent
Ja, har prøvet: 1,9 procent
Ja, kender muligheden: 10,4 procent
Ved ikke: 0,9
Kender du den fælles offentlige sundhedsportal www.sundhed.dk ?
Nej: 49,2 procent nej
Ja, jeg har besøgt den: 30,3 procent
Ja, jeg har ikke besøgt den: 19,9 procent
Ved ikke: 0,6 procent