Franskmænd på frierfødder er taget en tur til Sverige. I morges bebudede France Telecom et "indikativt" bud på TeliaSonera i det den franske virksomhed kalder en "venlig tilnærmelse".
Buddet, som hvis det bliver accepteret betyder en fusion af de to virksomheder, er ifølge France Telecoms pressemeddelelse 39 procent over TeliaSonera-aktiens pris midt i april.
Alligevel tyder de første meldinger fra TeliaSonera på, at franskmændene skal have flere penge op af lommen, hvis de skal have succes.
Mega-handel
Ifølge Bloomberg News er buddets samlede størrelse på 252,5 milliarder svenske kroner, hvilket svarer til omkring 201 milliarder danske kroner.
Hvis det lykkes France Telecom at overtale svenskerne vil den samlede virksomhed blive verdens fjerdestørste telekommunikationsudbyder.
TeliaSoneras bestyrelse har dog i første omgang takket nej til tilbuddet.
Begrundelsen er ganske simpelt, at prisen ikke er høj nok, skriver TeliaSonera i en meddelelse, der blev sendt ud her til formiddag.
"TeliaSonera er en stærk virksomhed med udmærkede vækstmuligheder på egen hånd. Bestyrelsen og ledelsen fokuserer på at udvikle firmaet til dets fulde potentiale," siger Tom von Weymarn på vegne af TeliaSoneras bestyrelse i en pressemeddelelse.