TDC og Topnordic, der indgår i Ementor-koncernen, har netop skrevet under på en samarbejdsaftale til et par hundrede millioner.
Den nye aftale betyder, at Topnordic fremover skal stå for det direkte salg af mobiltelefoner og tilbehør som datakort og pda'er til TDC's store erhvervskunder.
Derudover vil Topnordic også komme til at stå i spidsen for salg og administration af hovedparten af medarbejderbredbånd til TDC's erhvervskunder.
"Aftalen med TDC er strategisk vigtig for Ementorkoncernen på grund af den tiltagende sammensmeltning mellem it- og mobilkommunikationsmarkedet," siger administrerende direktør i Topnordic, Peter Trans, om aftalen, som Topnordic har sikret sig for for den nette sum af én krone, da aftalen er forbundet med investeringer i teknologi og integration til TDC for Topnordic.
Han mener, at aftalen gør Topnordic til den førende leverandør af denne slags løsninger.
Hos TDC betegner man aftalen som et naturligt led i selskabets strategi.
"Partnerskabet er et udtryk for TDC's fortsatte arbejde med at fokusere på kerneforretningen," siger Klaus Pedersen, administrerende direktør for TDC Business Nordic.
Topnordic henter TDC-direktør
Samtidig med aftalen, der betyder at 32 TDC-medarbejdere overflyttes fra TDC til Topnordic, henter Topnordic ny chef til at styre området.
Den nye chef for salget af mobiltelefoner og administration af medarbejderbredbånd bliver tidligere vicedirektør i TDC Erhverv, Søren Jensen.
"Det er lidt ligesom at starte forfra inden for sit kerneormåde – og så alligevel ikke, for Topnordic har et helt andet salgsapparat, end TDC har i dag på grund af bredden og produktsortiment," siger Søren Jensen, ansvarlig for medarbejderløsninger i Topnordic.
Stor aftale
Den nye chef for medarbejderløsninger i Topnordic får med TDC-aftalen ansvaret for cirka 2.200 nye erhvervskunder.
Aftalen har en samlet værdi på 200 millioner kroner og træder i kraft 1. juni 2008.
Med TDC-aftalen i hånden forventer Topnordic at sælge mere end 210.000 mobiltelefoner til kunder inden for det nordiske marked i 2009.