Cray og Intel har underskrevet en flerårig aftale om, at Intel i fremtiden skal levere teknologi til super-computerproducentens avancerede high-performance computing-produkter(HPC).
Derved trænger Intel sig atter ind på et af AMD's kerneområder, og presser konkurrenten på en ny front.
I de foreløbige meldinger om partnerbyttet forlyder der intet om, at Cray har været utilfredse med AMD, men Intel udråbes til markedets bedste processorfabrikant.
"Samarbejdet giver HCP-markedet adgang til markedets bedste mikroprocessorer," siger Crays direktør Peter Ungaro i en pressemeddelelse, og fortsætter.
"Dette vil styrke Crays position som den førende producent af supercomputere i fremtiden."
Kold skulder til AMD
I dag anvender Cray processorer fra AMD i sine XT3, XT4 og XT5-serier, men nu er konkurrenten Intel ved at skubbe AMD ud fra disse platforme, og det ligner en kamp op af bakke for AMD.
Udmeldingen om samarbejdet er nemlig endnu en mavepuster for den i øjeblikket hårdt ramte processorfabrikant, AMD.
Firmaet er nemlig ramt af flere års dårligt salg, priskrig med Intel og så halter virksomheden efter Intel i udviklingen af 45-nanometer-produkter.