Skuden er vendt.
Sådan er budskabet fra administrerende direktør Peter Perregaard, der tiltrådte for godt syv måneder siden hos den omstridte ESDH-leverandør Software Innovation.
Selskabet var i massiv modvind, hvor flere kunder opsagde kontrakter, der skulle betales erstatning og der måtte ryddes op for millioner af kroner.
Men nu lader den nye direktør til at have fået styr på tingene, efter han fremlagde en redningsplan og siden har efterlyst tidligere ansatte.
Nu viser første kvartalsregnskab fra i år, at omsætningen er gået markant frem. Samtidig har selskabet netop lukket en ordre med Økonomi - og Erhvervsministeriet.
Det er derfor en glad direktør, der fremhæver den nye udvikling.
"Vores vækst i omsætningen i første kvartalet på 22 procent er tilfredsstillende og bekræfter, at første fase af genopretningen af Software Innovation i Danmark er kommet godt fra start," siger han.
Også ordren hos Erhvervs - og Økonomistyrelsen afspejler en ny tid for selskabet.
"Vi er meget tilfredse med den netop indgåede aftale, og det viser os, at strategien om i højere grad at satse på en standardløsning, der herefter bliver udbygget og tilpasset kundens individuelle krav er den helt rigtige vej at gå," siger direktøren.
Omstridt projekt
Peter Perregaard er en kendt mand i it-kredse.
Han blev hentet til Software Innovation efter at have været hos cBrain.
Tidligere kom han dog på tværs med sin arbejdsgiver, Oracle, hvilket endte i et sagsanlæg, som direktøren tabte.
Omstridt FESD-projekt
Mens Software Innovation som godkendt FESD-leverandør altså lader til at være kommet på benene igen, styrer FESD-toget mod udkendt terræn.
Finansminister Lars Løkke Rasmussen sidder i øjeblikket og skal redegøre for det rod, der har præget projektet.
Her har der været problemer med ikke blot Software Innovation, men også CSC og ScanJour som anden godkendt leverandør har mødt kritik fra kunder.
Desuden har evalueringsrapporter hos Økonomistyrelsen vist, at kunderne under FESD har været mindre begejstret for forløbet.
Inden for et års tid skal Økonomistyrelsen afgøre, hvordan afløser for FESD-aftalen skal skrues sammen.