Microsoft lancerer nu endnu et tilbud for at tage kampen op mod Google på internetbaserede værktøjer.
Live Mesh hedder tilbuddet, og servicen kan bruges både som en udviklingsplatform og til fil- og mappedeling samt synkronisering for slutbrugeren, fortæller Amit Mital, general manager for Microsoft Live Mesh.
Fra en web-baseret Live Desktop kan brugerne forbinde pc'er og mobile enheder til forskellige mapper både på enheder og pc'er samt på nettet.
Når en pc eller enhed er forbundet til Live Mesh vil der blive downloadet et stykke software til aktivering af enheden.
Når det er sket, kan brugerne bestemme hvilke mapper på computeren, der skal synkroniseres til Live Mesh.
Når der sker ændringer i indholdet i mappen hvad enten det er på selve pc'en, enheden eller på Live Mesh vil ændringen blive opdateret næste gang, man forbinder til nettet.
"Hele ideen, fra et brugerperspektiv, er, at du stadig kan have adgang til dokumenter online og offline, og vi tager os af ændringerne," siger Amit Mital.
Collaboration tool
Brugerne kan samtidig få adgang til og kontrollere alle enheder i Live Mesh gennem Live Remote Desktop, der bygger på Windows Remote Desktop.
Derudover vil Live Mesh også kunne fungere som et collaboration tool, der giver...fortsættes
... brugerne adgang til at se og bruge mapper og filer fra andre godkendte brugere i Live Mesh-netværket.
Microsoft ser ikke blot den nye service som et tilbud til slutbrugerne, men også til udviklere, fordi man hurtigt kan bygge applikationer til forbedring af deling og synkronisering af filer mellem forskellige enheder, fortæller Amit Mital.
Som eksempel nævner han en applikation, der gør det muligt at etablere et centralt sted på nettet til data, som brugerne uploader på forskellige websider som for eksempel Facebook og Twitter.
Og Live Mesh bygger ifølge Amit Mital også på Web 2.0-teknologier som Representational State Transfer (REST) og Atom Syndication Format, som alle udviklere har adgang til og kan bruge.
Forretningsmodellen?
Det er endnu ikke besluttet, hvilken forretningsmodel Microsoft vil anvende, men Amit Mital fortæller, at selskabet overvejer flere forskellige.
Det er både en reklamefinansieret service eller en form for abonnementsbetaling, der er inde i billedet.
I første omgang vil 10.000 brugere med et Windows Live-id blive inviteret indenfor i varmen.
Og til at starte med er det kun brugere, der kører Windows XP eller Vista, der kan få gavn af servicen, men i løbet af et par måneder vil servicen også blive tilgængelig for Mac-brugere og på mobile enheder, begyndende med Windows Mobile.
Senere vil enheder som Zune, Xbox og digitale fotoapparater også kunne blive en del af Live Mesh.
Live Mesh ventes officielt afsløret torsdag på Web 2.0 Conference i San Francisco.