Artikel top billede

Dyb undren over IBM-mørklægning efter nedbrud

IBM's mørklægning af sidste uges store it-nedbrud er helt uforståelig, mener kommunikations-eksperter. Omverdenen har en forventning om åben kommunikation, lyder dommen fra blandt andre Henrik Byager.

Det er svært at krybe i skjul, hvis man er en stor gigant.

Lige så logisk det lyder, lige så ulogisk virker IBM's forsøg på at gå i flyverskjul efter sidste uges it-nedbrud, fortæller to danske kommunikationseksperter.

Først her til morgen er IBM så småt begyndt at tage bladet fra munden efter en uge med total tavshed om årsagen til det omfattende nedbrud.

Men dommen over kommunikationsstrategien er alligevel hård.

"Det er muligt, at Birgers Databix i Hvidovre kan slippe godt fra at mørklægge en fejl, men det er straks sværere for en verdenskendt virksomhed som IBM," siger kommunikationsrådgiver Henrik Byager.

Han mener, at omverdenen stiller særlige forventninger til store virksomheder som IBM.

"Omverdenen har en forventning om, at en velrenomeret virksomhed som IBM kommunikere mere åbent," siger Henrik Byager.

Han undrer sig over, at IBM i det hele taget kan tro, at den lukkede kommunikationsstrategi vil bære frugt.

Gør aldrig som strudsen

Det samme gør Mikael Baden, der er kommunikationsrådgiver hos Jøp, Ove & Myrthu.

Han mener, at den lukkede kommunikationsstrategi kan være resultatet af en presset virksomhed, der forfalder til ønsketænkning.

”Hvis IBM tror, at problemerne forsvinder, fordi selskabet gør som strudsen og stikker hovedet i jorden, så tager det naturligvis fejl. Det er udelukkende ønsketænkning og et tegn på, at man ikke forholder sig til realiteterne i medieverdenen,” siger Mikael Baden.

Han understreger, at hans hårde vurdering af IBM's pressehåndtering udelukkende bygger på den viden, han har fået gennem medierne.

"Der kan naturligvis være forhold, som hverken du eller jeg kender til. Netop derfor er det...fortsættes

... vigtigt for IBM at få fortalt sin side af sagen, så pressedækningen kan blive mere balanceret," siger Mikael Baden.

Danner grundlag for myter

Både Henrik Byager og Mikael Baden fremhæver begge, at en lukket kommunikationsstrategi kan betyde, at der bliver dannet myter og spekulationer, der bliver sværere at tilbagevise, jo længere tid der går.

"Når en virksomhed blot ser til fra sidelinjen, mens rygterne begynder at florere, får offentligheden indtryk af, at der er tale om en virksomhed, der ikke længere er i kontrol. Det er skidt for virksomhedens image, fordi de fleste kunder ønsker jo at have en leverandør, der er i kontrol," siger Mikael Baden.

Hverken Henrik Byager eller Mikael Baden kan komme med nogen forklaring på, hvorfor IBM har valgt at mørklægge årsagen til it-nedbruddet.

Den eneste logisk forklaring er ifølge Mikael Baden, at årsagen til nedbruddet er så kritisk, at den for alt i verden ikke må slippe ud.

Men selv i en kritisk situation skal virksomhederne være tilgængelig for pressen og ikke slippe tøjlerne, mens pressen galoperer af sted.

"Selv om der kan være begrænsninger for, hvor detaljerede forklaringer man kan give pressen, så nytter det ikke at lukke af. Populært sagt skal man være tilgængelig for pressen 'fireogtyve-syv', " siger Mikael Baden.

Ansvarlig strategi

Selv om det kan være svært at forstå for journalister og kommunikationsrådgivere, mener Tom Togsverd, der er direktør for Dansk Industris it-brancheorganisation, at IBM har håndteret situationen både professionelt og ansvarligt.

Han har fuld forståelse for, at IBM forsøger at redde trådene ud bag lukkede døre.

"IBM står i et dilemma. Jeg er sikker på, at selskabet gerne vil melde mere åbent ud, hvis kunderne enstemmigt ønsker det. Men kunderne kan have forskellige interesser, og derfor varetager IBM bedst kundernes interesser ved at vælge en mere tilbageholdende stil og overlade kommunikationen til de enkelte kunder," siger Tom Togsverd.




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Alfapeople Nordic A/S
Rådgivning, implementering, udvikling og support af software og it-løsninger indenfor CRM og ERP.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
SAP Excellence Day 2025

Hvordan du orkestrerer og opdeler SAP-projekter for at opnå gevinster hurtigere? Hvordan påvirker AI fremtiden for SAP i almindelighed og måske også din virksomhed? Dette er blot nogle af de svar du får ved at deltage på denne spændende konference.

03. april 2025 | Læs mere


Cyber Briefing: Backup, availability og disaster recovery

I en tid hvor truslerne mod it-driften kun vokser, er det afgørende at kende forskellen på backup, availability og disaster recovery. Deltag og få konkret viden og praksisnære eksempler på, hvordan I kan styrke jeres beredskab.

07. april 2025 | Læs mere


Cyberthreat Day, København: Trusler, angreb og forsvar i praksis

Stå rustet mod cybertrusler. Få et detaljeret overblik over de nyeste sårbarheder, angrebsmønstre og metoder, som cyberkriminelle anvender. Lyt til beretninger fra sikkerhedseksperter på den digitale frontlinje, og få indsigt i både succesfulde angreb og de, der blev afværget

08. april 2025 | Læs mere