Et af Danmarks største bogforlag, Gyldendal, tager afstand fra DRM-systemer.
"Vi tror ikke på, at DRM virker mod pirateri. Hvis lydbøger skal sælge på nettet, så skal det være så nemt som muligt for kunderne," siger Gertrud Smith, redaktør på Gyldendal Lyd.
Og hermed går Gyldendal i takt med udviklingen på verdensplan, hvor de store forlag går væk fra DRM-systemer på online lydbøger.
Lille men voksende
Indtil nu har markedet for download af lydbøger været meget lille, så det har ikke været så langt fremme på dagsordenen, fortæller hun.
Men selv om det totale markedet stadig er lille er det nu i konstant vækst.
"Nu kommer flere og flere virksomheder, der går efter at sælge lydbøger," siger Gertrud Smith. Og det har givet mere fokus på markedet.
Inden for det sidste år er Gyldendal gået bort fra WMA-formatet for i stedet at tilbyde lydbøgerne som MP3.
"Vi tror, at alle kunderne kender MP3-formatet. Så alle de nye titler kommer på MP3, og vi er gået i gang med at forhandle kontrakterne med forfatterne," siger Gertrud Smith.
I takt med resten af verden
På verdensplan er overvejelserne i Gyldendal i takt med mange af de store forlag, der nu er ved at droppe DRM-beskyttelsen på online lydbøger, skriver avisen The International Herald Tribune.
Udviklingen betyder, at forbrugerne frit kan overføre lydfilerne fra den ene maskine til en anden.
Forlaget Random House, en del af den tyske mediekoncern Bertelsmann, var den første til at annonce sit tilbagetog fra kopibeskyttelsessystemer. Også forlag som Penguin er på vej.
Som Pam Promer, repræsentant fra den amerikanske boghandlerkæde Borders, udtalte til IHT:
"Vores fornemmelse er, at DRM faktisk ikke beskytter mod pirateri."