PFA Pension, der forleden fyrede koncerndirektør Niels Søbjerg Nielsen -angiveligt som følge af et fejlslagent it-projekt - sender nu delvist it-giganten CSC ud i kulden.
CSC har siden 2003 arbejdet sammen med PFA Pension om at udvikle pensionsselskabets nye pensionssystem baseret på CSC’s AIA-platform, og det er den del af samarbejdet, som PFA Pension nu terminerer, fortæller it-direktør Claus Flinck:
"Det var den rigtige beslutning at satse på AIA for fem år siden, men nu lever AIA ikke længere op til vores krav om en optimal platform," siger Claus Flinck.
PFA: Udramatisk
Han nedtoner beslutningen og understreger, PFA Pension fortsat har et upåklageligt samarbejde om it-driften med CSC.
"Jeg ser slet ikke den store dramatik i denne sag," siger han.
It-direktøren ønsker ikke at kommentere på forlydender om, at opsigelsen af samarbejdet med CSC hænger sammen med fyringen af koncerndirektør Niels Søbjerg Nielsen.
"Det kan jeg ikke kommentere. Han valgte at sige op, og vi valgt ikke at kommentere det forhold yderligere," siger han.
Det er dog ikke mere end tre år siden, at både CSC-direktør Jesper Kryhlmand og nu tidligere koncerndirektør Niels Søbjerg Nielsen lovpriste CSC-systemet i PFA's kundemagasin 'Indsigt'.
Sadlede om i 2005
Allerede dengang var der dog behov for justeringer ifølge Niels Søbjerg Nielsen:
"Vi har speedet teknologiudviklingen dramatisk op siden 2003. I begyndelsen gik vi efter at starte med forsikringssystemet, men markedet havde ændret sig, så vi sadlede om til først at skabe nye produkter som PFA DitValg og PFA Unit Link og ny internetportaler," sagde han.
Netop disse to produkter fremhæver Claus Flinck også som succesfulde.
Ingen tal
It-direktør Claus Flinck ønsker heller ikke at...fortsættes
... sætte tal på, hvad projektet har kostet PFA Pension i eventuelt spildt arbejdskraft.
Dog mener han, at arbejdet med projektet på trods af termineringen har haft så store positive afledte effekter på restede af PFA Pensions systemer, som i de senere år er blevet bygget op omkring en serviceorienteret arkitektur (SOA).
"Vi har fået systemer til udbetaling, indbetaling og bedre workflow - ting, som ikke ligger i standardrammen," siger Claus Flinch.
It-direktøren bekræfter, at PFA Pension nu er på jagt efter et nyt forsikringssystem, der er baseret på danske standarder.
Ifølge it-direktøren var der nemlig flere problemer med AIA.
Marginaliseret platform
For det første var platformen stadig mere marginaliseret.
"Det ville på længere sigt være svært at finde udviklingskompetencerne," siger han.
For det andet har nye og flere lovkrav til især danske pensionsselskaber gjort det stadig mere vanskeligt at udvikle på den globale platform AIA, idet de nationale regulativer kræver mange tilretninger af standardplatformen.
"Derfor er vi jagt efter et dansk system. Lige nu kigger vi på Edlund," siger Claus Flinck.
Afslutningen af samarbejdet om det omfattende it-projekt, sker selv om projektet og samarbejdet har været i gang siden 2003.
CSC kan ikke vurdere konsekvenser
CSC’s Torben Wolff, der er kommercielt ansvarlig for aftalen med PFA Pension, er endnu ikke i stand til at vurdere, om kritikken af AIA vil få konsekvenser for CSC.
”AIA er en europæisk platform, PFA Pension har valgt at gå efter en dansk platform. Jeg har ikke informationer til at vurdere, om PFA vurderer rigtigt,” siger han.
Han kan ikke give et bud på, hvad opsigelsen af aftalen betyder for CSC, men mener ikke, at det vil have betydning for salg af AIA-platformen til andre kunder.
”En del af systemet er allerede i produktion hos PFA Pension. Det gælder blandt andet det nye Unit Link, der følger markedsrenten, og som er det alle pensionsselskaber efterspørger,” siger han.
Tre-cifret millionbeløb
Ingen af parterne vil sætte tal på aftalens omfang, men ved kontraktens indgåelse i 2003 vurderede kilder, at projektets værdi befandt sig i størrelsesordenen 300-500 millioner kroner, hvilket også inkluderede et omfattende SAP-projekt.
Det er i øvrigt ikke første gang, at der har været gnidninger i forholdet mellem CSC og PFA Pension.
I 2004 bad PFA Pension IBM om at kigge med over skuldere.
Dengang kaldte PFA sig for en krævende kunde, og forløbet mundede blandt andet ud i, at projektlederposten blev bragt helt op på direktionsniveau.
PFA var en krævende kunde
Dengang sagde kommunikationsdirektør Søren Espersen:
"Vi har fra starten sagt, at vi vil have de bedste CSC-folk på posten," sagde han efter flere udskiftninger på projektlederposten.
Søren Espersen pointerede endvidere dengang, at PFA var tilfreds med samarbejdet.
"Det er ikke det samme som at sige, at alt har været 'a walk in the park', men CSC har leveret, hvad der var aftalt. I nogle tilfælde skete det med store udfordringer, i andre tilfælde uden," sagde kommunikationsdirektør Søren P. Espersen.