Efter at have indledt 2008 med blot to sikkerhedsopdateringer vil Microsofts månedlige sikkerhedsopdatering, der kommer i dag tirsdag, indeholde ikke mindre end 12 vigtige og kritiske opdateringer.
De mange sikkerhedsopdateringer udgør dermed en af de største pakker af opdateringer nogensinde, som selskabet frigiver på én og samme tid.
Styresystemer
Syv af opdateringerne vedrører brugere af Microsofts styresystemer Windows 2000, XP og Vista samt Internet Explorer og Office, der alle jævnligt hjemsøges af hackere.
Helt præcist drejer det sig om to opdateringer til Windows, opdateringer til både Internet Explorer, Office, Publisher og Word samt opdatering af VBScript og JScript til Internet Explorer .
Ved udnyttelse af sårbarhederne i disse applikationer kan hackere i teorien køre uautoriseret software på en brugers pc, advarer Microsoft.
Mindre vigtige
Derudover er der også fem andre knap så kritiske opdateringer med i pakken.
Disse opdateringer, der af Microsoft betegnes som vigtige, går blandt andet på Windows Vista, Active Directory og Microsoft Works samt Microsoft's Internet Information Services Web server-software.
Microsoft frigiver hver måned sikkerhedsopdateringer på den anden tirsdag i måneden, også kendt som "Patch Tuesday".
Sidste år frigav selskabet 69 opdateringer - eller lige under seks per måned.