Cisco er stadig den absolutte leder på markedet for netværksudstyr, og meget tyder på, at den position vil holde, også fremover.
Nye krav til netværksleverandørerne gør det svært for mindre leverandører at følge med.
”Markedet er inde i en overgangsfase,” siger analytiker Chris Barnard fra analysehuset IDC.
Først og fremmest er konvergens tilbage på dagsordenen.
”For nogle år siden var der en del hype om konvergens af tale og data. Hvis man bare kunne samle det på samme netværk, så ville det blive en helt ny verden, mente man,” siger Chris Barnard.
Nu er nogle af de ting ved at gå i opfyldelse, og næste fase er i gang, hvor der sker en ret dyb integration mellem kommunikation og software.
I en analyse, foretaget af IDC var integrationen af it-driften og kommunikation den næstvigtigste udfordring for europæiske CIO’s. Kun overgået af det evigtgyldige krav om sikkerhed.
”I praksis betyder det, at netværksvirksomheder, der ikke fokuserer på konvergensen mellem kommunikation og softwareapplikationer, kommer i problemer i løbet af de næste fem, seks år. Mange mindre virksomheder har ikke råd til at gøre sig gældende på det marked,” siger Chris Barnard.
”Nøglespørgsmålet bliver, om en stor del af den intelligens, der er indbygget i IP-telefoni, bliver en del af desktop-softwaren. Det er for tidligt at sige endnu,” siger Chris Barnard.
I den forstand er netværksvirksomheder som Cisco og Nortel måske ikke længere hinandens største konkurrenter. De konkurrerer i stigende grad med softwareudbyderne. Særligt med Microsoft.
”Selv om Cisco og Microsoft samarbejder på det her område, så skal man endelig ikke tage fejl af, at de bestemt også konkurrerer. Jeg tror ,vi vil se massive kampe mellem de store spillere på det her marked,” siger Chris Barnard.
Det hele er services
En anden ting, der former markedet er, at der sker en større og større brug af SaaS, software as a service.
”De store netværksleverandører er velpositionerede i den sammenhæng, fordi infrastrukturen bliver endnu mere vigtig, når alting kører over netværket,” siger Chris Barnard.
Menneskelige netværk
Desuden er der en tendens til en øget fokus på virksomheders sociale ansvar, hvilket spiller sammen med hele tendensen for grøn it, men som også handler om, at det i stigende grad er vigtigt for virksomheder, hvad der foregår på fabrikker i Kina.
”Virksomheder som Cisco, Nortel og de store teleselskaberne går meget op i at sikre sig, at de ikke falder igennem på de områder,” siger Chris Barnard.
Han gør opmærksom på, at en god position ikke nødvendigvis sikrer, at en virksomhed kan forblive dominerende.
”Hvis man ser på Alcatel-Lucent, så er markedsværdien i dag mindre end Alcatels alene ved fusioneringen. Så det er bestemt muligt at smide det væk med dårlig udførelse eller dårlig strategi. På den anden side viser historien, at Cisco har været god til at vokse, selv i problematiske markeder,” siger Chris Barnard.
Det menneskelige netværk
I takt med at virksomheders krav til avancerede netværksfunktioner stiger, er også forbrugermarkedet i høj grad med til at drive udviklingen i netværkssamfundet.
”Forbrugere driver i høj grad markedet, også hvad angår innovation. Sider som Youtube sætter solide krav til båndbredden og gør, at teleselskaberne løbende må investere for at følge med trafikken på deres netværk,” siger Chris Barnard.
Cisco, der traditionelt har stået stærkest på professionelt netværksudstyr sikrede sig med opkøbet af Linksys i 2003 og Scientific Atlanta i 2006 en plads i mange private hjem.
”Cisco har også skiftet deres logo og slogan ('Welcome to the human network') til noget meget mere forbrugerrettet. Så det er helt sikkert, at virksomheden også har fokus på den del af markedet,” siger Chris Barnard.
Alt i alt ser det godt ud for netværksmarkedet, vurderer Chris Barnard, og ifølge IDC står markedet for netværksudstyr til at stige mindst lige så meget som det øvrige IKT-marked.
”Højst sandsynligt vil det stige endnu mere end resten af markedet,” siger Chris Barnard.